Engang tog lægerne sjælen alvorligt

Engang var lægevidenskaben helt anderledes. Lægen var optaget af mere end blot patientens krop. Også sjælen var anset som en del af mennesket og dermed blev patientens egne oplevelser, følelser og drømme taget alvorligt af lægen og brugt i selve diagnosen og behandlingen. Så kom den moderne lægevidenskab på banen. Her gjaldt det helt og aldeles kroppen og intet andet. Mennesket blev et objekt, hvis krop kunne undersøges og diagnosticeres. Hvad patienten selv mente og følte var ligegyldigt. Sådan lyder udlægningen i The Book of Vision. Uden at have nogen større viden om lægekunstens historie, vil jeg tro at det er noget af en forenkling. Ikke desto mindre – eller måske netop på grund af denne forenkling – er materialet værdifuldt som filmisk stof.

Tiderne bindes sammen

I filmens åbning lærer vi Eva at kende. Engang var hun en succesfuld kirurg med alle karrieredøre vidt åbne. Nu har hun taget et radikalt valg og besluttet sig for at dykke ned i lægekunstens historie. Hun er især optaget af en læge ved navn Johan Anmuth, som virkede i 1700-tallet. Denne Anmuth er repræsentant for den klassiske lægekunst, hvor patientens egne oplevelser integreres i lægegerningen. Anmuth er ligeledes huslæge for den herskabelige familie Ouerbach, og her udfordres han snart af den unge, rationelle læge Nils Lindgren. Således bliver vi vidne til en dyst mellem den antikke lægekunst og den moderne lægevidenskab. Mellem sanselighed, sjæl og subjektivitet på den ene side og rationalitet, krop og objektivitet på den anden side. Filmen bliver næsten lidt for overtydelig i sin skitsering af de to positioner. Ikke blot er lægerne repræsentanter for de to tilgange. Også familien Ouerbachs to sønner har hver deres tilgang til verden. Den ene er videbegærlig, logisk tænkende og rationel. Den anden er drømmende, legende og interesseret i den heks, som vandrer rundt i skovene. Den slags udpenslinger af forskelle bliver en hæmsko i takt med at filmen skrider frem. (…)