Huden er menneskets mest tilgængelige lærred. Et sted vi kan udtrykke vores personlighed, vores holdning, vores sindstilstand. Visse kulturer skærer i huden som en del af dens dekorative udtryk. I vores del af verden ses snit i huden som selvskade. Vi ynder derimod at bruge tatoveringens penetrerende nål til at iklæde huden en individuel visualitet. Det som engang var forbeholdt sømænd og halvsuspekte typer, er nu blevet en kropslig udsmykning for både forretningsmanden, gymnasiepigen og husmoren. Med filmen The Man Who Sold His Skin kan man også tilføje den syriske flygtning, der desperat søger sin frihed.
Den faustiske pagt
Sagen er nemlig den, at Sam Ali sælger sin hud til en kunstner i Beirut. Først i filmen opholder Sam sig dog i Syrien. Her ser vi ham på en togrejse sammen med sit livs udkårne, den skønne Abeer. Midt i toget overvældes han af begejstring og frier til hende. Han udbryder i stor glæde med sætninger som: «Dette er en revolution» og «Vi ønsker frihed!». Så danser han ellers med sin brud, alt imens togets passagerer danser med. Bortset fra en ældre mand, der sidder og optager det hele med sin mobiltelefon. Måske er det ham, der bringer Sam Ali i problemer, som kun forstærkes af den borgerkrig, der hærger Syrien. I al fald må både frihed og kærlighed vente og i stedet må Sam tage flugten fra præsident Bashir al-Assads håndlangere til Libanon. (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal