En stilfærdig civilisationskritik

Hvorfor digtere i trange tider? Spørgsmålet indleder Martin Heideggers forelæsning fra 1946, holdt i anledning af 20-årsdagen for Rainer Maria Rilkes død og skrevet i skyggen af anden verdenskrig. «Midt i verdensnattens øde, må nogen vove at se ud i afgrunden og erfare det vi endnu ikke har sprog for. Det er det digterne gør. […] Poesien frigør sproget fra den dagligdags instrumentelle brug, så det kan tale om, hvordan det værende er», lyder bagsideteksten til den nye danske oversættelse af Heideggers forelæsning. At tiderne er trange, er de fleste enige om. Vi står i problemer til halsen på mange områder med vores ødelæggelse af naturen, vores kriserammede institutioner, tab af mening i arbejdsliv og politik, vores grænseløse forbrug, vores svækkede fremtidsforestillinger. Men for Heidegger er tiderne trange først og fremmest «fordi de dødelige dårligt nok længere kender og magter deres egen dødelighed».

Vores tendens til at besidde, beherske og gøre alting omkring os til genstande som vi kan styre og have magt over, falder tilbage på vores manglende evne og mod til det Heidegger kalder «at vove væren». At vove os derhen, som han siger, «hvor al grund slipper op, i afgrunden». Det er her når vi bevæger os hen over afgrunden at vi kan «gå i forbund med denne voven». Det er i det ubegrundede, i det dæmrende, i den bevægelse som sætter noget i gang, der bringer os i et andet og mere åbent forhold til naturen, dyrene og tingene. Det som kan ændre hele vores perspektiv, vores horisont. Ikke den faste grund. Tænkningens udfordring er derfor at besinde sig på det, hvormed dens første erfaring bliver til. Og særlig digteren må i «en sådan verdenstid […] gøre selve det at være digter til et digterisk spørgsmål». Med denne indstilling og praksis, er digteren den der, ifølge Heidegger, kan gribe ud efter og samle det vi ved naturen og tingene endnu ikke har tænkt, erfaret og set.
(…)