Robert Crumbs tabte paradis

Min far var en stor tegneserieelsker og som mange andre i senhalvfjerdserne er jeg vokset op med amerikaneren Robert Crumbs tegneserier. Fritz the Cat, Mr. Natural og tegnestriben Keep on Truckin’ med de tre mænd der spacer ud i en rytmisk ekstase mens de bare går, var en fast bestanddel af mine teenageår. Jeg dyrkede hans streg, kritikken af kernefamiliens falske facade, Corporate America og ikke mindst portrættet af den nørdede mislykkede outsider og hovedperson signeret Crumb selv. Her var det som om nogen havde løftet låget på en trykkoger så al raseriet, undertrykkelsen, de seksuelle fantasier og afskyen for de faste normer kunne få frit løb. Men det var først noget senere hvor jeg så Terry Twigoffs dokumentarfilm Crumb (1995) og efterfølgende fik fat i Crumbs illustration af Franz Kafkas værker (Kafka for begyndere, 1993), forskellige numre af hans Sketchbooks og hans illustration av Første Mosebog i Verdens skabelse (2009), at det gik op for mig at der var langt mere på spil end de ungdommelige psykedeliske tegneserier fra 60’erne og 70’erne gav indtryk af.

Hele sit liv har Crumb suget til sig af litteratur, musik, filosofi, religion og gamle mytologier og folketraditioner i en stadig jagt på en mere ægte og uforfalsket eksistens. Det er denne for en tegneserieforfatter usædvanlige rejse der har fascineret David Stephen Calonne, som nu har udgivet den første samlede fremstilling af forholdet mellem Crumbs tegneseriekunst og hans livsfilosofi: R. Crumb: Literature, Autobiography, and the Quest for Self. I bogen skriver han at «Crumbs geni bestod i en evne til at absorbere og syntetisere disse traditioner og på den måde skabe sin egen idiosynkratiske, ofte hyperkinetiske, men også vedholdende engageret stykke kunst». Det er netop Crumbs måde at skabe tankemæssig resonans mellem billede og tekst, mellem filosofisk dybde og visuel rigdom, der gør ham til «den mest litterære tegneseriekunstner», ifølge Calonne. (…)