Man gør ikke sådan noget mod et barn

Allerede da han træder ind i rummet, kan man fornemme noget helt særligt. Det er følsomheden, man først bemærker. Dette dragende ydre, skulpturelt smuk, ikke i markante, maskuline kurver som hos en græsk statue, men tværtimod i barnets bløde former. Der er noget naturligt tillidsvækkende ved ham. Snart opdager man flere lag. Den mystiske, hemmelighedsfulde tone, som kommer af smilet og måske blikket. Og idet man fæstner sig ved blikket, ser man også en sårbarhed, ja, det er nok sårbarheden, man faktisk tager med sig, når man fjerner blikket fra drengen. Man forstår til fulde, hvorfor Luchino Visconti faldt pladask for Björn.

Ensom blandt mennesker

Verdens smukkeste dreng er beretningen om den dreng, der fik hovedrollen i Viscontis mesterværk Døden i Venedig (1971). Svenske Björn Andrésen var 15 år, da hans mormor meldte ham til en casting i Stockholm. Vi ser den italienske auteur på hotelværelset, da han tager imod drengen. Han beder ungersvenden dreje rundt. Han beder ham taget tøjet af. Først smiler drengen og tror måske ikke på, at det kan være nødvendigt, men snart står han der i underbukser, alt imens blitzlyset gennemtrænger lokalet. (…)