Snakkesalighed i sort/hvid

Fordomme par excellence når det gælder fransk film må være noget à la følgende: Fransk film er to mennesker, der snakker i evighed, især om kærlighed og de problemer, som følger med kærlighedslivet. Derudover er fransk film ofte sådan noget fisefornemt noget, der er filmet i sort/hvid, sådan at det føles rigtig arty-farty. Nuvel, hvis disse er fordommene, realiseres de til fulde af Jacques Audiards seneste værk, Paris – en kjærlighetshistorie. Den er nemlig både snakkesalig, tematiserer kærlighed og er filmet i sort/hvid. Men gør det noget?

På en sofa i Paris

Filmen åbner med nogle stærkt erotiske scener, der finder sted på en sofa i en pariserlejlighed. En kvinde og en mand elsker. Vi tror, vi ser syner, men vi aner, at der klippes på næsten usynlig vis, og så er kvinden en anden end den første kvinde. Jeg er stadig i tvivl, om det vitterligt forholder sig sådan. Altså om der er to forskellige kvinder undervejs i klippet, men hvis det er tilfældet, giver det god mening, for filmen handler om mere end kærlighed mellem to mennesker. Den handler snarere om en kærlighed, der kommer og går, som blusser op og dør ud for så at finde fornyet energi i en anden form. Om en kærlighed der egentlig involverer fire mennesker, hvis veje krydses på raffineret vis. (…)