Revolutionær livsglæde

En politisk træthed og udmattelse har ramt vores tid. Det er svært at sætte ord på den daglige strøm af problemer, følelsen af afmægtighed, utilfredsstillede behov og frustrerede begær. De fleste af os har for travlt til at gøre noget ved det, orker ikke, kan ikke andet end nøjes med at forfølge vores eget liv. Ofte i ret så forudsigelige og genkendelige baner. «Vi er omringet af tusind spejle skudt ind mellem os selv og verden som en skærm», skriver den italienske selverklærede barfodsfilosof Marcello Tari i sin seneste bog, There is No Unhappy Revolution. «Oprør og ønsket om forandring har altid handlet om at knuse de falske spejle, og føle på et både individuelt og kollektivt plan, at noget bryder ud af tiden, her og nu. Man gør det for at bryde med det fjendtlige. Det er en søgen efter denne immanens, det bevægelige indenfor i én selv og i andre, en glædeskraft, som gør det oplagt at fundere over på hvilken måde en revolutionær erfaring og kærlighed er så nært beslægtet, at de kommunikerer med hinanden.»

Det er sætninger som disse, der giver mig en fornemmelse af, at bogen er skrevet som et slags sorgarbejde over en politisk samtid, selvom den også til tider forfalder til revolutionsromantik og politisk agitation, som minder om at Tari har en fortid som en del af de marxistisk-inspirerede postoperaister i Paris og Italien i 1980’erne og 90’erne. Alligevel giver det god mening at betragte Taris skrift som en slags håbsfilosofi. Ikke det abstrakte håb, men håbet som små spor i kærlighed og venskab, således som Ernst Bloch formulerede det i Spor (1984): «Hvem vi er og hvornår vi virkelig lever, ved i dag endnu ingen. Endnu mere dunkelt, hvordan og hvor vi så går hen». (…)