Bag sløret twerker kvinden

Tre hijabklædte kvinder twerker til kameraet mens de synger R.E.M.’s «Losing My Religion». Måske er det netop det, som de er i færd med: at miste deres religion. I al fald gør de med vovede danse-moves et selvstændig forsøg på at melde fra overfor en rigid forældregeneration, som tillader de unge mennesker alt for lidt. På sin vis er der intet nyt under solen. Nye medier har altid præget de eksisterende medier. Tænk blot på hvordan computerspillet op gennem 90’erne og 00’erne påvirkede filmmediet med first-person-shooter-perspektivet og slow motion-effekter i film som The Matrix (1999), eller hvordan vi så en lind strøm af SMS-udveksling i den norske tv-serie Skam. I vores tid er det især de sociale medier, der indlejrer sig i filmmediet. Og jeg skal da lige love for, at det sker i Kurdwin Ayubs energiske og ungdommelige Bak sløret. Nu skriver jeg ungdommelig, og det gør jeg, fordi filmen er fyldt til overflod med TikTok-videoer, SMS-korrespondance, emojis og anden tidstypisk kommunikation. Det er da også netop disse kommunikationsflader, der udgør ungdomsopgøret, der ikke synes specielt politisk motiveret, men snarere drevet af de unge menneskers trang til frihed og selvstændighed.

Ungdommelig og tempofyldt

Den unge kvinde Yesmin har kurdiske rødder, men er født og opvokset i Østrig. Som andre unge mennesker eksperimenterer hun med påklædning og udtryk. Nogle gange skal der fuld smæk på make-up, korte kjoler og sexet attitude. Andre gange er hun neddæmpet og genert.Sammen med veninderne Bella og Nati, der ikke har muslimsk baggrund, centrerer Yesmins liv sig omkring telefonen. Det er gennem telefonen, alt det sociale koordineres, finder liv og faciliteres. Og det er netop med selvsamme telefon, som de tre piger optager deres vovede sang- og dansenummer i skjul inde på Yesmins værelse. De uploader videoen til YouTube, og vupti, så har vi balladen. (…)