Den trætte hvide mands længsel

Michel Houellebecq er en dygtig diagnostiker. Han er mere konkret og præcis end mange sociologer, men ofte har jeg en oplevelse af at sidde og læse sociologi hvor noterne er fjernet. Man kan komme i tvivl om der overhovedet er tale om litteratur. Bøgerne skaber i alt fald ingen synderlig erfaring hos læseren. De minder mere om underholdende samtidsskildring. Netop derfor er de gode alligevel, men kun til en vis grad. For bøgerne er ret forudsigelige selv på det samtidsdiagnostiske plan med sin kritik af kapitalismen, forbrugstyranniet, narcissismen, ensomheden, den trætte hvide mand, moralens opløsning og den oplyste vestlige fornuft der er slået om i sin modsætning. Diagnosen fremstår nærmest som en skabelon. Så hvordan kan det være, at mange veluddannede akademikere med velmente humanistiske holdninger og velbetalte mediejobs jubler hver gang Houellebecq udkommer med en ny bog?

Tankegangen synes at være noget i retning af: Det er vigtigt at vi kritiserer kapitalismen, grådigheden, troen på det frie valg, så kommer vi da lidt videre. Og i mellemtiden bliver de slået tilbage til start mens de venter på den næste Houellebecq. Sådan er Houellebecq blevet den oplyste middelklasses hurtige fix.
(…)