Hvor mange år skal der gå, før man finder ud af hvad der er det vigtige i livet? Hvornår begynder man virkelig at lære sig selv at kende, finde sig selv? Eller, hvorfor skriver man? Som regel må det tage sin tid at finde frem til sådanne erkendelser. En dag opdager man, måske, at det personlige er det virkelige, men at det upersonlige er målet. Dér hvor vi bliver stående alene med en fornemmelse af noget ægte, noget sandt, men også noget usynligt, noget uudsigeligt som spiller ind på den synlige verden og menneskene der bevæger sig rundt i den. Man opdager at man også er en gåde for sig selv. Og når man oplever dette gennembrud, når man finder de ord der bringer livet tættere på, det fremmede i én selv, da er det netop fordi man har investeret sig selv i det, fordi historien og den åndelige gambling undervejs er blevet ens egen. Man har gjort et stof til sit eget.
I den iransk-norske forfatter Mazdak Shafieians nye roman Skinnende døde mærker man – ofte ret diskret – hvad der har været på spil for at kunne skrive denne erindringsbog med udgangspunkt i sin egen barndom, nærmere bestemt beskrive og skildre sit syvende år der peger tilbage på de foregående seks år og krigen mellem Iran og Irak fra 22. september 1980 til 20. august 1988. Bogen er ikke en selvbiografi, men nok en gendigtning hvor den voksne forfatter digter videre på den unge drengs voldsomme og intense oplevelser og finder frem til det som har vægt og betydning. Når dette lykkes som her, kan en sådan gendigtning forvandle tabet til noget alment, til noget skinnende, et upersonligt lys.
(…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
