Den gamle mand og lamaerne

Huden er tonet af et langt liv i solens stråler. Tøjet slidt, men også bastant og ikke uden en vis elegance. Hver dag åbner han lågen ind til lamaerne og fører dem ud i landskabet. Han driver dyrene hen mod vandstedet, så de kan drikke. Tørken er særlig slem i år.

Mandens cirkulære liv er så langt fra det, de fleste af os kender. Det liv, hvor vi bestandigt er på udkig efter nye oplevelser, måske et nyt arbejde, det liv, hvor endog et partnerskifte kan komme på tale med jævne mellemrum. Sådan er Virginios liv ikke. Hver dag er de samme gøremål. Og hver dag sker i samspil med hustruen, Sisa, som han har en livslang relation til. Hun henter vand og passer de få afgrøder, mens han er væk og så forbereder hun det måltid, de sammen indtager sidst på dagen. Ofte har han en fin, hvid sten med hjem til hende. Den placerer han – uden at ytre et ord – på bordet, og de to mennesker smiler til hinanden. Tavs kærlighed. (…)