Hölderlin og det dvælende liv

Man lærer mere af sine nederlag end den opreklamerede succes. Større klarhed og indsigt opnås gennem nederlag og skuffelser. For mange hører denne erkendelse til voksenlivets dyrt betalte lærepenge. Men måske er den mere end det. Det er i alt fald den konklusion den italienske filosof Giorgio Agamben når frem til i sin bog om den tyske digter Friedrich Hölderlin (1770-1843): La follia di Hölderlin. Cronaca di una vita abitante (2021), der nu er udkommet på engelsk som Hölderlin’s Madness: Chronicle of a Dwelling Life, 1806-1843. I bogen konkluderer han at de modsætninger og sammenligninger der ofte er med til at rubricere vores handlinger og liv – aktiv/passiv, komisk/tragisk, offentlig/privat, fornuft/galskab, succes/skuffelse – nemt kommer til kort: «Menneskehedens ophold på jorden er hverken tragisk eller komisk, men simpelthen hverdagens gentagelige rytme og ophold – en anonym og upersonlig livsform.»

De fleste skriverier om Hölderlin centrerer sig om perioden fra 1770 til 1806, hvor han skriver sine to mest kendte værker: brevromanen Hyperion – eller Eremitten fra Grækenland (1799) og digtsamlingen Brød og vin (1801), der i dag opfattes som et højdepunkt i klassicismen og den tyske idealisme. I Hölderlin’s Madness koncentrerer Agamben sig derimod udelukkende om digterens «syge periode» fra 1806 til 1843. For i modsætning til det som ofte blot beskrives som «et liv henlagt i mørke», eller bare tårnperioden, Turmzeit, rummer denne livsperiode for Agamben kimen til Hölderlins og menneskenes tænkende liv. (…)