Betegnelsen feelgood-film har ofte en lidt negativ klang. Typisk beskriver det et værk, som mest af alt er sat i verden for at behage, hvor konflikter og nuancer er bortfaldet til fordel for en glad og harmonisk stemning, der ikke kan krænke nogen. Alle karakterer er sympatiske, og når filmen slutter, sidder man med et smil på læben, men ofte også med følelsen af at have spildt halvanden times tid.
Skolen ved verdens ende har alle ingredienserne til en feelgood-film. Her er masser af patos, storslåede landskaber, masser af sympatiske karakterer (og ingen man tager afstand fra), søde syngende børn, morallære og småfilosofisk fifleri. Alligevel føler man på ingen måde, at filmen er spild af tid.
(…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
