Fra Blodets meridian eller Aftenrøden i Vesten (1985) over grænsetrilogien med Alle de smukke heste (1992), Over grænsen (1994) og Byerne på sletten (1998) og frem til Vejen (2007) handler Cormac McCarthys romaner om mennesker der kæmper med at finde deres vej i en ødemark hvor Gud har trukket sig tilbage. Det sker ofte med en grusomhed, maskulinitet og blodighed som af visse kritikere er blevet beskrevet som kitsch, af andre, herunder Harold Bloom, som det ypperste indenfor litteraturen. Men det er også tale om romanfigurer drevet af en sandhedssøgen, der synes at bære på mere end de selv forstår. Hvis intet er sikkert mere, hverken i den indre eller ydre verden, er kun vildnisset tilbage. Imellem ordene kan man høre lyden af den vage stemme fra dem som bærer ilden, dem som tager opgaven på sig, som regel med stepperne og det nøgne landskab som baggrund.
Men i de to sidste bøger, Passageren og Stella Maris, begge udgivet under et år før hans bortgang i juni, er det som om denne stemme er ved at ebbe ud. Tilbage står to menneskeskrøbelige stemmer der kæmper med deres dæmoner og savn, mens de kun har udsigt til en gudløs verden der nu venter dem lige om hjørnet.
(…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal