Én stor sjæl

Solens lys strømmer gennem træerne, silhuetten af bjerge toner frem netop som solen stiger op i horisonten, og lyset der gennemtrænger morgenens fugt og dis, fugle der balancerer på en gren, cirkler i vandet der breder sig, alt sammen er billeder af en afklaret rolig skønhed. Denne umådelige ikke-menneskelige verden, næsten ubevægelig, viser sig som et indifferent vidne til den menneskelige rystelse og tumult. Som om naturen faktisk har øjne, at den ser, ser og viser os det som er.

Det som er, spejler sig i soldaten Witts øjne og blik. For i Witts ansigt får vi øje på denne grundlæggende forbundethed. Hans syn er som en berøring. Ansigtet der smiler, selv når soldater falder i krigen. Ikke fordi han er ligeglad, men fordi han har set noget der er vigtigere. Det er som om han nu ser den virkelige verden uden afstand, som et barn, der ser verden for første gang. Så til stede er han, i dette øjeblik, at alt bliver af største betydning. Pludselig at se alting, et firben, en flue, et træ, en krig, alt har samme betydning. Uden filter. Og det vi ser, gennem hans blik, er et nærbillede af tingene og verdens skønhed. Det som faktisk er. Én stor sjæl.
(…)