Virginia Woolf og livets bølger

Vores liv består af enkelte højdepunkter, «separate øjeblikke af væren som imidlertid er indlejret i mange flere øjeblikke af ikkeværen», skriver Virginia Woolf (1882–1941) i essayet «Et rids af fortiden» få måneder før hun bevæger sig ud i vandet, ud i bølgerne i floden Ouse for at tage sit eget liv 28. marts 1941. I denne tekst og andre af de i hendes egen levetid uudgivne essayistiske skrifter og foredrag, der nu er udkommet på dansk i tekstsamlingen Øjeblikke af væren, sætter Woolf ord på det som gjorde hende til forfatter. Og hun sætter ord på tidens opbrud. Hun skriver om kvindesyn, venskab og ægteskab, og ikke mindst om sin evne til at modtage indtryk og sætte dem sammen til ord, samle det adskilte til en filosofi. Hun forsøger at vise at der bag hverdagens ubestemmelige vat af ikkeværen, skjuler sig «et mønster», og at «alle mennesker er forbundet med dette; at hele verden er et kunstværk; at vi er dele af kunstværket».

Dette kunstværk rummer en sandhed om det stof vi kalder verden, men denne sandhed hører hverken til Shakespeare eller Beethoven, eller til kunstværket som værk, for der er ingen ophøjet isoleret instans, ingen Gud, som hun skriver. Det omvendte er tilfældet: «Vi er ordene; vi er musikken; vi er selve tingen. Og det ser jeg når jeg bliver rystet.» Det er smerten og chokket der sætter skrivearbejdet i gang, som samler det adskilte, ikke til en helhed, men til en vision om livet som en uundgåelig og nødvendig proces af fortsat skabelse og opløsning.
(…)