Elskende eroderer

Banel og Adama elsker hinanden. Om dagen passer de kvæget, mens solen bager ned over dem. I tusmørket graver de sandet væk fra to begravede huse i udkanten af landsbyen, som de en skønne dag håber, kan blive deres bolig. Om natten elsker de. Deres skæbner er foldet harmonisk, ja næsten drømmende, ind i hinanden. De har kun hverandre og dermed hele verden. Men det varer ikke ved. Noget skærer sig langsomt ind imellem dem.

Først kommer tørken. Solen er nådesløs. Markerne tørrer ud, kvæget kan ikke finde vand, snart dør de første køer. Banel og Adama bliver skilt fra hinanden. Hun må blive i landsbyen, hvor hun bliver beordret til at vaske tøj, passe børn og forsøge at så afgrøder i den udtørrede mark. Han må drage med de andre mænd ud for at finde vandhuller til kvæget, og kommer sent hjem. Han er udmattet og har ikke energi til at grave. Deres fælles projekt eroderer. (…)