Da jeg var ung, var Amerika et forbillede for det frie og eksperimenterende liv. Cowboybukser kaldet jeans, Coca-cola, popkultur, New Yorks skyskrabere, jazz, rock, det store landskab. Vi skulle alle til Amerika efter gymnasiet. Køre på tværs af staterne, hen over de umådelige landskaber i en «flyder» med store lædersæder og forkromede kofangere. Fra Midtvestens kornmarker til de vestlige staters skulpturelle ørkenscener skulle vi glide og mærke den virkelige frihed, hvor det som var, var det du så, landskabet, bilen, det oplyste neonskilt, mens solen gik ned. Ingen ideologi, ingen store fortællinger, ingen filosofi, kun dig, din bil og det store udenfor. Men måske er tiden ved at løbe ud for det store amerikanske forbillede. Netkulturens nye smeltedigel, Kinas øgede indflydelse, fejlslagne krige med katastrofale følger, Trump og politisk kollaps har bragt den stolte frihedsgudinde i knæ.
Forleden spurgte jeg min amerikanske ven om hvordan det er muligt for amerikanerne – denne gang handlede det om præsident Joe Bidens afskedstale – at tale om Amerika i selvforherligende vendinger som det bedste sted på jorden. Han svarede at amerikanerne opfatter USA som Guds eget land. Landets skæbne står skrevet i denne særlige moralske tro på at højere magter har givet det en mission om at frelse verden gennem en «American Way of Life». (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
