Nylig er der kommet en række bøger om Che Guevara, Lenin og Castro. Hvad er det vi i dag søger når vi igen og igen ser forfattere, journalister og andre kaste sig over de gamle koryfæer? Jagter man den gode historie oplevet gennem et kendt menneskes liv, forsøger man at bore endnu engang i håb om at finde guldet, en ny vinkel?
Teaterstykket Jesus Kristus Frelseren kan ses som Klaus Kinskis anarkistisk-kristne-revolutionære-politiske testamente, hvor han for egen pen giver et bud på en ikke-ideologisk kristen etik. Men kan man overhovedet skelne Jesus fra Kinskis egomaniske portræt?
Den amerikanske forfatteren William S. Burroughs er den moderne tænker for den upersonlige magts virke. Hans kunstneriske praksis fungerede som en politisk praksis der forsøgte at nedbryde de binære modsætninger der dominerer den vesterlandske levevis og selvforståelse. Le Monde Diplomatique har besøgt den danske filminstruktør og forfatter Lars Movin for at tale om William S. Burroughs med udgangspunkt i hans og Steen Møller Rasmussens nye film Words of Advice–William S. Burroughs on the Road. Hvordan skal man forstå Burroughs kunstneriske prosjekt?
Kapitalismen har fået mange navne: netværkskapitalisme, kognitiv kapitalisme, kreativ kapitalisme, katastrofekapitalisme, karaokekapitalisme og coolkapitalisme. Uanset hvad man foretrækker invaderer økonomien ikke længere kun vores arbejdsliv men hele vores eksistens. Den vareliggør sproget og intimsrelationer. Terapi og coaching tilhører nu medarbejderrollen og virksomheden ligner efterhånden en menighed. Walter Benjamin hævdet for snart 80 år siden at kapitalismen er den mest ekstreme kult verden har kendt. Og nu ser vi netop at den har overtaget religionens vigtigste opgaver om selvrealisering og frelse. Har økonomien overhovedet længere en grænse, eller skal vi få kapitalismen til at accelerere på andre måder som kræver ny opfindsomhed og varsomhed?
Le Monde Diplomatique har mødt den efterhånden verdenskendte engelske filosof Simon Critchley på Square Hotel i hjertet af København omgivet af Danish Design, metropolens energi og Københavns Dokumentarfilmfestival hvor Critchley vil give sit bud på politisk modstand i dag.
Den tyske kulturfilosof Walter Benjamins uafsluttede livsværk, Passageværket, er nu langt om længe netop kommet på dansk, ikke et øjeblik for sent. Trods det historiske fokus kan vi gennem dette værk skærpe vores forståelse og følsomhed for hvor dramatisk overgangen fra industrisamfund til tegn- og kommunikationssamfund er i færd med at udvikle sig. Benjamin foregriber den moderne kommunikations- og vidensarbejder. Et kontrolsamfund, hvor vi i stigende grad deltager i vores egen undertrykkelse, og et varesamfund der både tildækker verden og oplyser den på ny. Fascismens æstetik lever af en iscenesættelse hvor nivelleringen af det urene og det anderledes, glattes ud på den tomme hvide baggrund nu potenseret i moden, i livsstilens afmagt, i reklamens sprog og anden newspeak. Benjamins beskriver forførelsens spil i Paris? butiksarkader, giver elegante analyser af oplevelsesøkonomiens tidlige fødsel. Og en diagnose af det sansende, forbrugende og famlende storbymenneske.
Ryszard Kapuscinskis reportager blev et stærkt vidnesbyrd om historien–og et sted hvor man kan åbne sig for den anden.
På Københavns filmfestival er filmen Ghost of Cité Soleil én af disse hvor en instruktør optændt af passion har sat livet på spil for at belyse en verden. Film giver os ikke det vi begærer, men lærer os hvordan vi kan begære. Begæret af verdens sår. Og begæret er også tema i Slavoj Zizek film der han tager os med på en fascinerende tour de force i A perverts guide to cinema. Vi får af vide at film ikke giver os det vi begærer, men at den lærer os hvordan vi kan begære.
Dokumentarfilmfestivalen CPHDOX i København har på bare fire år vokset sig til en af Europas store festivaler. Filmen er et led i et internationalt projekt, et oplysningsprojekt, hvor filmfolk er seriøse, researchbaserede mennesker der deltager i en demokratisk samtale. Problemet med den vanlige journalistik er at man ikke kan se og mærke at den har fat i virkeligheden, den er præget af fremmedgørelse, ofte resigneret foragt, og i værste fald kynisme og ligegyldighed. Den traditionelle journalistik får simpelthen ikke fat i virkeligheden.
Filmen foregreb det moderne arbejdsliv og den moderne mediekultur præget af opmærksomhedsøkonomier, interaktivitet og mødetilstande. Men er vår tids billedunivers den globale kapitalismes kampplads for den permanente krig og kamp om selve vores opfattelse og hvordan vi ser?
Det som tidligere blev formidlet gennem demokratiske reformer, politiske og menneskelige fællesskaber, «formidles» i dag via kapitalismens globale vareproduktion, det være identitet, livsstil, holdninger, interesser, koder, spisevaner, udseende, måder at føle og tænke på. Design er i dag et begreb af både filosofisk, økonomisk og politisk herunder global karakter. I dag er design blevet et begreb for en måde at manufakturere verdener og sjæle på. Vi investerer i udtryksmaskiner mere end vi investerer i arbejde. Design er en opfindsom produktion af mulige verdener.
Rationaliteten bør ikke længere være samfundsvidenskabens motor. Vi bringer her et interview med Bent Meier Sørensen i anledning af hans bog Making Events Work. Or, How to Multiply Your Crisis. –
Filosoffen Adorno var en af de første til at fremføre påstanden om, at Auschwitz er den højeste test for tanken og politikkens integritet. I praksis betyder dette at tanken må lægge sine kort på bordet og imødekomme de krav der stilles af sådanne ekstreme begivenheder. Men tanken kan naturligvis aldrig imødekomme sådanne krav og den må aldrig hævde at den gør det. Men kan vi midt i konfrontation med babariet, f.eks med Auschwitz bekræfte humanismen og politikkens krise ved at vende krisen mod os selv og gøre den konstitutiv for en kollektiv frihedspraksis? Forfattere som Agamben og Deleuze har med udgangspunkt i Primo Levis forfatterskab gjort ideen om skammen til en forskningsstrategi for at tænke, for at skrive idet, skammen er det der tvinger filosofien til at blive politisk. Man er her oppe imod store kræfter eftersom enhver voldsom lidenskab uværligt vil stå i dommens og tribunalets sted. De store lidenskaber inderliggør affekterne og gør dem hurtigt til vage følelser, der derefter kan bruges til at dominere andre. I stedet for at redegøre for bødlens grusomhed og (for)dømme dem i sandhedens, i retfærdighedens og i frihedens navn, forsøger Levi i sine fortællinger at komme til større forståelse af de affekter der karakteriserer følelsen af «skam». Det er Levis afvisning af moralismens fristelse der er så vital og netop ved at bekræfte krisen som krise, undgår han at gøre barbariet, herunder Auschwitz, til en omsættelig, konsumeret følelse, til noget vi kan møde med en nyttig reaktion. På trods af sit selvmord er Levi den multitude der i tankens anstrengelse bekræfter krisens momentum. I en tid hvor der ikke er udsigt til substantielle politiske og sociale fællesskaber er krisen permanent men den er også den immaterielle arbejders chance, dvs. både tanken og det civile livs chance: Forfatteren eller det tænkende menneskes følelse af ikke at være hjemme i verden bliver det chok der bevæger tanken, det som er tankens kraft. Krisen bliver vendt mod ham selv på en skabende måde der gør hans bøger om Auschwitz til et våben. Levi viser at der midt i krisen er en kraft der får os til at tænke, skammen er trumfkortet men målet er at gøre livet politisk uden at reducere det.1 Levis meditation over skammen er en måde at intensivere krisen på og forfatteren bliver her selv vidne fordi han har set noget der er for stort, for grusomt, noget der overstiger hans erfaring. Den skamfulde vender tilbage med røde øjne, men dette er også tankens øje, for man tænker ikke uden at være blevet noget andet, som Deleuze skriver. Vi ved fra starten af, at det præcis er en række begreber Levi ønskede at producere, fordi han tilbyder sine erindringer ikke for «at formulere nye beskyldninger» men snarere for at «fremlægge et vidnesbyrd til brug for en besindig undersøgelse af visse aspekter af den menneskelige natur».2 Skammen bliver en grænsetest for mennesket. Levis forfærdelige oplevelser fik ham til at konkludere, at kun mennesket føler skam, kun mennesket kan handle skændigt, eller hvad mere er, det er kun mennesket der kan dømmes af mennesket. Koncentrationslejrene adskilte menneskene fra sig selv og reducerede dem udelukkende til en nøgen overlevelsesadfærd, der i Levis øjne ikke kan analyseres, endnu mindre dømmes udfra kriterier fastsat udenfor lejrene selv. Derfor bliver hans meditation om skammen så vital, eftersom den
Når mennesket som levende væsen og som politisk subjekt smelter sammen, bliver også kunsten biopolitisk. Et sådan kunst bliver et forsvar for kunsten som etik. Det er en etisk-æstetisk subjektiveringsproces der virker som modstand–ikke kamikazeaktivisten.
Billedkunst: Når mennesket som levende væsen og som politisk subjekt smelter sammen, bliver også kunsten biopolitisk. Et sådan kunst bliver et forsvar for kunsten som etik. Det er en etisk-æstetisk subjektiveringsproces der virker som modstand – ikke kamikazeaktivisten. «Hvad er relationen mellem menneskets kamp og kunstværket? Dette er for mig den mest krævende og gådefulde relation. Det er præcis hvad Paul Klee ønskede at sige da han skrev: «Du ved, det er folket der mangler». […]Der gives intet kunstværk der ikke appellerer til et folk der endnu ikke eksisterer.» Den franske filosof Michel Foucault skabte begrebet «biomagt» for den magt hvor livet bliver et anliggende indenfor de politiske teknologier og beslutninger: «I årtusinder, forblev mennesket for Aristoteles: et levende dyr i hvilket med en yderligere kapacitet til politisk eksistens. Det moderne menneske er blevet et dyr, i hvis politik dets eget liv som levende væsen sættes på spil.» Tidligere var livet noget evident og derfor noget der kunne udgrænses fra det politiske. Den eneste relation til livet var suverænens ret til at tage dette i form af dødsstraf [sværdets magt]. Men under statens biopolitik i 1800-tallet regerede magten ikke længere primært ved trussel om straf, men gennem inddæmning af livet. Livets inkludering i det politiske forandredes først dramatisk med kundskaben (videnskaben), hvor hygiejne, sundhed, levealder og befolkningsvækst blev genstand for politisk-juridisk regulering. Siden, med kapitalismens stigende dominans og de markedsmæssige vilkår der gennemtrænger det moderne menneskes liv, intensiveres biomagtens administrering af den enkeltes liv. I dette «kontrolsamfund» administrerer kapital- og statsmagt i langt større grad livssfæren til den enkelte – regeringen er optaget af folks værdier og sundhed, mens næringsliv og medier omdanner folks intimsfærer til en forbrugssfære. I dette kontrolsamfund har vi nået en situation hvor det er umuligt at skelne mellem mennesket som levende væsen og som politisk subjekt, [grækernes zoe og bios], hvilket har ført til en uhørt regulering og tæmning af mennesket. Den territoriale usikkerhed har skabt øget frygt som igen genererer øget sikkerhedsindustri, flere checkpoints, og vi har nået et punkt hvor der ingen distance er længere mellem vores bevægelser og magtens operation eller mellem magtens operation og kapitalismen. Samfundet er blevet et åbent felt af tærskler og gateways, et kontinuerligt rum for passage. Israel er i dag det ekstreme eksempel på denne stratificering af geografien, hvor en strækning på Gazastriben der tager 1 ½ time for en israeler tager 5 timer for en palæstinenser. Det er denne statslige biopolitik den italienske filosof Giorgio Agamben har analyseret i sin bog Homo Sacer. Men sammensmeltningen af selve livet som mulighed (skabende energi) og politikken kan paradoksalt nok give kunsten en mere markant rolle. Joseph Beuys talte om at nedbryde grænserne mellem livskunsten og samfundet. Interessant er derfor ikke kun magtens biopolitik, men også den kreative eksperimenterende biopolitik der ikke længere ophøjer kunstneren som geni, men anser den skabende praksis som et entreprenant anliggende hvor alle i princippet fra situation til situation kan være skabende. Med denne biopolitik er livet ikke det som skal underlægges magt (tæmmes), men livet og friheden bliver navnet på det i modstanden, der gør den til en aktiv kraft – aktiv fordi den udtrykker sig gennem kreative linjer, nye sammensætninger der kæmper mod magtens mange ansigter. Det er ikke kamikazeaktivistens modstand men den krævende proces for subjektdannelse, en etisk-æstetisk subjektiveringsproces der virker
I lyset af Madrid 11. marts rejser sig atter spørgsmålet, hvad en krisetilstand er.
