Rune Vitus Harritshøj

Siden militærkuppet i juni 2009 er 16 journalister og en bladejer myrdet. Med militærmanden Porfirio Lobo som præsident, er Honduras i teorien demokratisk, men vilkårene for journalister minder stærkt om et diktatur.

Finanskrisen og nedskjæringer i dansk, norsk og svensk presse rammer skandinaviske korrespondenter i Latin-Amerika. De er kontraktløse, men fortsatt optimistiske på egne og kontinentets vegne og håper på mer konsekvent dekning av et kontinent som for det meste ignoreres i skandinaviske medier.

Fra Argentinas græsrødder til parlamentarikere florerer heftig debat om ny medielov, der øger statskontrollen men også pluralismen over de private monopoler. Men hvis et flertal af borgerne ikke har økonomiske og kognitive ressourcer til at drage nytte af lovændringen, er al snak om demokratisk, juridisk eller digital over/underskud sekundær.

Er vejen frem for Argentinas økonomi belagt med togskinner og genopbygning af Sydamerikas tidligere største jernbanenet? De sidste 20 års afmontering af det argentinske jernbanenet er symptomatisk for en national afmontering af Latinamerikas tidligere mest udbyggede velfærdsstat.

Den argentinske journalist José Natanson har taget pulsen på de sidste par års mere eller mindre venstredrejede regeringer i Sydamerika. Hvad ligger der bag, kan de overholde fremover, hvorfor har de til forskel fra den tidligere venstrefløj styr på statsfinanserne? Natansons La nueva izquierda (Det nye venstre) er en roadbook, en rundrejse, til Argentina, Brasilien, Chile, Ecuador, Paraguay, Peru, Venezuela og Uruguay.

Den argentinske forfatter Uki Goñi håber med hans reviderede udgave af The Real Odessa: Smuggling the Nazis to Perón´s Argentina på en kædereaktion, der får familier verden over til at træde frem med hemmeligheder om nazisternes krigsforbrydelser.

Argentinas vej mod mindre ulighed, økonomisk, socialt og kulturelt, er belagt med en ny medielov som første skridt mod mere bevidste og i sidste ende demokratiske borgere. Og medier. Nuværende medielov er en arv fra diktaturet 1976–83, som forsterker mediemonopolerne i et land uden debat om medierne.

De sidste fem måneder har samtlige presserende politiske beslutninger i Argentina blevet paralyseret af en konflikt om eksportskatter på råvarer. Mediekarusellen har gjort sit til, at hvad der begyndte som et teknisk spørgsmål om procentdele for eksportafgifter er blevet til et mistillidsvotum for den unge Cristina-regering.

I de sydamerikanske medier er konspirationsteorierne mange i lyset af forårets optræk til krig mellem Colombia og Ecuador/Venezuela. Konflikten kan være et første tegn på en større og måske væbnet konflikt om Sydamerikas naturressourcer. Samtidig viser den også det første tegn på et nyt Sydamerika. Le Monde Diplomatique har set på USAs, Brasiliens og Colombias roller ifølge udvalgte medier.

Uanset form, indhold og rækkevidde har de alle en agenda: At vise usete, men relevante sider af samfundet, for at skabe et bredere perspektiv og til tider gi bud på problemer og løsninger i den tredje verden. Hvilken rolle spiller de alternative medierne i Sydamerikas politiserede mediebillede?

Det talte og skrevne ord bliver ofte påvirket og til tider stærkt manipuleret af det samfund pressen skal informere om. Le Monde diplomatique kigger på Argentina, Colombia og Venezuela, hvis respektive presse er vidt forskellige på grund af det nationale politiske klima og den økonomiske virkelighed. Medierne er forholdsvis frie i Argentina, todelt og forvrængende i Venezuela og potentielt livsfarlige i Colombia.

Buenos Aires, 1977 er et indblik i en politistats indre med tortur, paranoia og borgernes generelle uvidenhed og ignorance. Den tager os tilbage til 1977. Året som betragtes som det mest brutale i Argentinas historie på grund af militærjuntaens travlhed med at «rense ud og op» forud for fodbold-VM i 1978. Mange af de 30 000 forsvundne blev stærkt bedøvede kastet i natlige flyvninger over Atlanterhavet. Filmen var i fjor med i hovedprogrammet i Cannes, og vant årets Aurora-pris under filmfestivalen i Tromsø.

Latinamerikansk politisk film er borgernes, omend lille, vagthund overfor årtiers korruption og social deroute–og en blomstrende gråzone af fakta og subjektiv vinkling. De økonomiske vilkår for dokumentarfilm i Argentina er svage. Alligevel er der flere dokumentarfilm i argentinske biografer end i Skandinavien. Det hvide lærred skildrer nye sider og fortolkninger af komplekse samfundsproblemer, som massemedierne enten ikke vil eller kan.