Uden konsekvens er vi ikke mennesker
Palm Springs er ved første øjekast en letfordøjelig romantisk komedie, men filmen viser sig ligeledes at være en interessant granskning af moral og væsentligheden af agens.
Palm Springs er ved første øjekast en letfordøjelig romantisk komedie, men filmen viser sig ligeledes at være en interessant granskning af moral og væsentligheden af agens.
Frida Kahlo og Maverick Modigliani er to vidt forskellige bud på et kunstnerportræt. Den ene konventionel og klog, den anden visuelt ambitiøs, men også rigeligt teatralsk og insisterende.
Kunstneren og tyven er en gribende beretning om kunstens betydning og et portræt af to mennesker, vi kan lære meget af.
Den sorte jord burde brødføde en hel befolkning. Det er beretningen, som det sovjetiske regime tillader at komme ud, og som Vesten tager for gode varer. Lige indtil en ukuelig journalist kommer på sporet af en helt anden sandhed.
Familiefesten skriver sig på behændig vis ind i en arketypisk genre. Den styrer udenom genrens værste klicheer, men lever op til den mest slidte fordom om franske film.
En gruppe algeriske studerende går imod burka og islamisering. Papicha kunne have udmøntet sig i en stærk film, men ender som en rigeligt banal fortælling.
Quibi serverer korte afsnit målrettet mobilbrugerne, desværre uden rigtige godbidder indtil videre.
Film, tv-serier og andre værker fra fiktionens verden kommer os konstant i møde i denne tid. De lægger sig som et ekstra lag over en virkelighed, der pludselig synes skræmmende fiktionaliseret.
For Sama er et dybt rystende vidnesbyrd fra krigen i Syrien, og en vigtig påmindelse om de overgreb, som styret udsætter sin befolkning for.
Canadiske The Body Remembers When the World Broke Open er en nuanceret film om et skæbnesvangert møde mellem to fremmede, der viser hvor vanskeligt det kan være at hjælpe et menneske i nød.
Danmarks sønner er en film, der er funderet i indignation og frustration. Og den slags film er altid kærkomne, også selvom de måtte mangle kunstnerisk bid.
Islandske Let Me Fall er en mesterlig fremstilling af ung piges skæbne fra teenager til junkie.
Den senegalesiske road movie Yao er et behageligt bekendtskab med et lidt for insisterende, men hjertevarmt og sympatisk portræt af Senegal, der ikke dyrker lidelse og fattigdom.
Talking About Trees er en varm dokumentarfilm om sudansk filmtradition og kunstens vanskelige situation i politisk turbulente tider.
Yomeddine er en rørende om end rigelig sentimental road movie om et udstødt menneske, der søger sit ophav.
Den gode dokumentarfilm tager os ind i miljøer, vi ellers ikke kommer, og den bringer os til en bedre forståelse af hinanden.
Med Leave no trace giver Debra Granik et følsomt indblik i et Amerika, vi sjældent ser noget til.
Beast er en utraditionel seriemorderfilm, der på raffineret vis gør brug af antydninger. Samtidig er den en interessant granskning af parforholdet.
Italienske A Ciambra er en vellykket beretning fra et romasamfund, hvor børn må blive hurtigt voksne for at klare sig.
To værker udøver filmtennis på hver sin facon. Det er næsten to forskellige sportsgrene, de får frembragt.
Vann over ild er som ingen anden film. Den er gakket og hysterisk, men desværre er resultatet usammenhængende og alt for karikeret.
Det blev heller ikke til en kvindelig vinder i år, da japanske Kore-Eda Hirokazu modtog De Gyldne Palmer for filmen Shoplifters.
I A Way Out er det dynamikken mellem brødrene, der således både sikrer spillet en karakterudvikling, der nærmere sig nogle af de bedre film indenfor genren.
Mohammad Rasoulof har med den underspillede Mannen mot strømmen lavet endnu en stærkt systemkritisk skildring af det iranske samfund.