Lykken i hverdagsland
Finske Juho Kuosmanens debutspillefilm er en modigt lavmælt, men også forglemmelig fortælling om en boksers søgen efter lykken.
Finske Juho Kuosmanens debutspillefilm er en modigt lavmælt, men også forglemmelig fortælling om en boksers søgen efter lykken.
Skematiske pointer, fortænkt dialog og klichefyldte karakterer skæmmer Der kommer en dag, en film der ellers har god grund til at eksistere.
For nylig havde sjette og efter sigende sidste sæson af Girls premiere. Måske ved første øjenkast en temmelig undseelig produktion, men ved nærmere bekendtskab uden tvivl en af de væsentligste tv-serier det sidste tiår. Girls har formået at balancere raffineret mellem komik og alvor. Serien har endvidere udfordret de mere stereotype kropsidealer ved at vove at fremvise og derved normalisere kroppe, der både er kejtede og tykke set med den sædvanlige tv-norms optik. Men mest af alt har serien måske formået at ramme en nærmest eksistentialistisk tematik. Dette hænger nok sammen med seriens omdrejningspunkt, som vel fremdeles er at betragte som et generationsportræt. Et portræt af primært kvinder – dog også mænd – i 20’erne. Altså individer, der lever i en tid og har en alder, hvor friheden kan virke voldsom, hvor de mange valg kan virke uoverskuelige, og hvor identitetsspørgsmål igen og igen vil manifestere sig. Det eksistentialistiske spor har Girls til fælles med to samtidige serier, nemlig Louie og Derek. Hvor Girls tematiserer vanskeligheder hos den unge generation Y, rammer Louie lige lukt ned i den midaldrende mands kvaler, hvorimod Derek, hvis primære location er et plejehjem, måske mest af alt er et favntag med den nært forestående død. Altså tre vidt forskellige epoker af livet. Jeg anskuer serierne som eksistentialistisk granskende i den forstand at de fremviser en optagethed af det at være til, en dvælen ved eksistensen. Denne dvælen udmønter sig eksempelvist i at mennesket forholder sig til sig selv og sin væren i verden. I denne eksistentialistiske forståelse er eksistens noget, der skal fyldes ud af det enkelte menneske. Mennesket har en særlig grad af frihed og med denne frihed følger en række fortløbende valg, der er med til at forme det enkelte menneskes eksistens. Det er overvejelserne omkring disse frihedsudmøntede valg og mødet med valgenes konsekvenser, som vi ser ske i disse serier, tydeligst iscenesat i Girls. Forvirringen og de mange identitetskvaler er nok størst i Girls, men hos den midaldrende mand i Louie kommer der både en snært kynisme og en drivende tristesse ind i billedet. En følelse af at en del tid er blevet spildt, at et talent ikke er slået til. Samtidig fylder ensomheden gradvist mere, selvsagt styrket af at hovedpersonen er fraskilt. Og endelig ser vi i Derek et lag af både noget sentimentalt, tenderende det patetiske og en udtalt fornemmelse af tungsindighed. I Derek er aldring og død uafladeligt til stede og derved en evig påmindelse om eksistensens grænser og livets skrøbelighed. Alle tre serier kan varmt anbefales i deres realisering af komik iblandet alvor og eksistentialisme. © norske LMD
United States of Love skildrer fire polske kvinders mestendels ulykkelige kærlighed på tærsklen til en ny verdensorden.
Ken Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake fungerer fortrinligt i dens vekslen mellem håb og fortvivlelse. Systemkritikken har dog en noget banal karakter.
For ikke så længe siden fik tv-serien West World premiere på HBO Nordic. Da serien er en genfortælling og en videreudvikling af filmen West World (1973), er det en oplagt mulighed for at se lidt nærmere på de forskelle, der er imellem de to formater. Hvad er det serieformatet kan? Og hvor er det, at filmmediet faktisk kan være serieformatet overlegent? Inden vi dykker nærmere ind i den diskussion, vil jeg kort lige skitsere plottet i begge fortællinger. West World er navnet på begge værker, og så er det samtidig også navnet på den ekstremt højteknologisk indrettede forlystelsespark, hvori både serie og film tager sit udgangspunkt. West World er stedet, hvor voksne mennesker kan komme og udleve deres drømme og lyster. Forlade kontorliv og hamsterhjul for en uge eller to for at agere cowboy, charlatan, saloon-ejer eller en anden arketypisk karakter fra dengang Vesten stadig var vild. Det hele er sindrigt indrettet med komplekse narrativer, man kan tage del i og naturligvis et væld af mytiske locations. I parken skilles der mellem to entiteter: dels de rigtige mennesker, der kommer og besøger parken for store beløb, og dels alle de aktører, der er hjemboende i parken og som vel at mærke er maskiner, der dog er så virkelighedstro, at ingen rigtig kan skelne. I både serie og film begynder maskinerne at opføre sig mere og mere menneskeligt. De får en egen, fri vilje, og drømmer. De går imod de opstillede fortællinger og agerer på egen hånd. Hvori består da de mest betydningsfulde forskelle? To elementer springer i øjnene. Det ene har at gøre med længde, og det andet er af mere strukturel karakter. Længden på serien er sammenlagt langt større end filmens spilletid på 90 minutter. Dette giver nogle fortællemæssige muligheder for at udvikle flere plottråde og i al fald ideelt set raffinere karakterskildringer mere end filmen. Større længde er dog bestemt ikke lig med højere kvalitet. Et problem ved serien – som slet ikke fandtes ved filmen – er at den repeterende karakter (som naturligvis også er funderet i selve tematikken om at have en forlystelsespark, hvor hver visit påbegynder narrativer i cyklus igen og igen) bliver et kedsommeligt element. Vi oplever gang på gang, at fortællingen er stillestående og plaget af gentagelser på en helt anden facon, end tilfældet var med filmen, hvis styrke netop ligger i, at den er et overskueligt, afrundet hele. Seriens struktur, der er opdelt i afsnit og sæsoner, er ligeledes et tveægget sværd. På den ene side kan det medføre en højere grad af kompleksitet, men hvis serieskaberne i for høj grad tager hensyn til, at også nye seere kan stige om bord uanset hvor i afsnittet eller i sæsonerne, vi er kommet, vil det naturligvis kede den seer, der har været med fra start. Der er ingelunde et entydigt svar på, om film eller serie principielt er bedst, men der er ingen tvivl om, at hvert format har sine karakteristika og bør behandles forskelligartet. Steffen Moestrup. © norske LMD Første sæson af West World kan ses på HBO Nordic, og serien er netop blevet forlænget til minimum en sæson yderligere.
Religionskritikken løber som subtil understrøm i Anne Fontaines fintfølende Agnus Dei.
Et forladt barn, der søger efter sin mor er omdrejningspunktet i Sara Johnsens velspillede men rigeligt skematiske Rosemari.
Småfugler er en intim og dybfølt granskning af pubertetslivet subtilt signeret af Rúnar Rúnarsson.
Ved at bruge amatørskuespillere og et dokumentarisk formsprog giver Middelhavet et yderst vellykket og dybt menneskeligt indblik i to immigranters komplekse liv.
Ønsker du at blive klogere på journalistiske klicheer vil Truth måske være et syn værd. Ellers bør du holde dig langt væk.
Årets udgave af filmfestivalen i Cannes må nok karakteriseres som en af de svagere, men i sidekonkurrencerne var der engagerede film, hvor kunsten og den politiske virkelighed forenedes i et frugtbart møde.
Olivier Assayas’ Sils Maria tematiserer aldring og forfald, men filmen lider under for mange ord og et skuespil, der nærmer sig det selvglade.
I Origins er en ambitiøs, men også alvorligt rodet og rodløs science fiction-film, der både ønsker at være romance, thriller, videnskabskritik og sikkert også noget fjerde.
Solveig Melkeraaen har med Flink pike skabt en personlig og intelligent formet dokumentarfilm om sin depression.
Intet bliver det samme i Tyrkiet efter sidste års protester i Gezi-parken, der satte gang i den største modstandsbevægelse i nyere tyrkisk historie. På festivalen Documentarist kan vi blive klogere på hvilken rolle filmmediet og filmfestivalen som aktivistisk forum spiller i modstanden mot regimet.
Rodet plot, ujævn dramaturgi og en sødladen reklamefilms-æstetik gør teknologi-kritiske Transcendence til en yderst broget oplevelse.
Fortiden har det med at trænge sig på og melde sin ankomst, når man mindst venter det. I Alexander Paynes vellykkede Nebraska sker det på underspillet og lavmælt facon.
Mesterlige kompositioner snarere end fortællingen om den tøvende nonne driver Pawel Pawlikowskis Ida fremad.
Den smertelige Sorg og Glæde fuldender en lang og glorværdig karriere for danske Nils Malmros. Den er en yderst vellykket film, fordi den forbliver usentimental om en skæbnesvanger dag i instruktørens liv.
Kim Ki-Duks Moebius er en voldsom oplevelse, men inde i al dens bestialitet finder vi en tankevækkende fortælling om køn, smerte og seksualitet.
Papers, Please problematiserer på fængende vis ideen om at have grænser og de skæbnesvangre situationer, det medfører.
Iranske Asghar Farhadi følger forrygende trop på successen Nader og Simin – Et brudd fra 2011. Med Fortiden har han skabt en følsom og reflekteret beretning, hvis sindrige fokusskifte karakterne imellem er med til at give en meget intelligent struktur.
Glem alt om flyvende, sure fugle og monstre, der skal skydes. Computerspil er meget andet end underholdning. I disse tider afsøger et stigende antal spiludviklere mediets samfundskritiske potentiale.