Steffen Moestrup

Filmen om den flamboyante Liberace er et udmærket studie i overdådighed og ungdommens særstatus. Desværre er den også en meget overfladisk og banal film.

Den animerede dokumentarfilm Crulic – Stemmen fra Graven graver sig selv ned i personberetning, der står i vejen for filmens ellers dybt relevante tematik.

Killing Them Softly er gennemført gangsterunderholdning i arven fra Scorsese og Tarantino, men eftertænksomhed skal man lede længe efter.

Rufus Norris’ debutfilm Broken forsøger at matche Englands tradition for at lave socialrealistiske ungdomsdramaer, men den falder desværre til jorden i sit forsøg på at kombinere depressiv handling med lyriske passager.

Marina Abramović: The Artist is Present er en god omend rigeligt beundrende introduktion til den kendte performancekunstneren.

Den canadiske film Rebelle tematiserer afrikanske børnesoldater på en facon, der er filmisk dragende men som ikke formår at levere mange nuancer eller psykologisk og politisk indsigt.

Matrix-brødrene har med Cloud Atlas komponeret en symfonisk film på tværs af tid og rum, men desværre også en rigeligt banal fortælling om menneskehedens forbundenhed.

Velkomponerede og intense actionsekvenser kan ikke redde Zero Dark Thirty fra at være en langsommelig og uvedkommende affære, der presser forståelsen af det amerikanske ønsket om hævn til yderligheder.

Det filmiske håndværk er i orden i dokumentarfilmen Gulabi Gang, men den mangler gnist og nærvær, hvilket filmens medvirkende ellers burde have så rigeligt af.

Hvorfor førte den enorme sydafrikanske succes ikke til, at verden endelig opdagede Rodriguez?

Det stærkeste træk ved Steven Spielbergs E.T. the Extra-Terrestrial er symbiosen mellem barnet og rumvæsenet.

Uden dramatisk forcering giver Margreth Olin et unikt indblik i barnet, der venter på asyl. I De Andre møder vi en række markante drengeskikkelser, der er på standby, placerede i lejre, der minder om fængsler. Udenfor samfundet. Ude af øje, ude af sind.

Siden sidst – altså siden sidste udgave af Filmisk Set – har vi nok engang fået bekræftet, at film både kan være voldsomme følelser og cool cash – og gerne en blanding af de to.

Anders Rønnow Klarlund har med The Secret Society of Fine Arts taget bevægelsen ud af filmen. Det er smukt og virtuost, men på ingen måde noget, man gribes af.

Nylig publicerede magasinet The New Yorker en artikel om udfordringen ved at finde ud af, hvad man egentlig skal læse. I et menneskeliv kan man, selv hvis man er yderst ihærdig og dygtig, kun nå at læse få tusinde bøger, og med den voldsomme mængde af udgivelser, kan det være vanskeligt at beslutte sig for, hvordan man skal placere sin sparsomme læsetid.

Til Ungdommen fungerer frem for alt som en oprigtig ode til ungdomslivet, håbet og viljen, der gør, at mennesket aldrig giver op.

David MacDougall vil måske være et navn, der vækker genklang hos enkelte læsere. Igennem snart 40 år har han vekslet mellem at skabe etnografiske film og at skrive om film. Og begge dele har han gjort med stor vellykkethed.

I elegant multiprotagonist-form fortæller 678 Kairo en væsentlig beretning om egyptiske kvinders kamp for at få lov at være i fred.

Martin Scorsese rejser tilbage til filmens barndom og formår næsten at bringe pioner-magien til live i Hugo.

Palindromer er en overset perle fra Todd Solondz, der hverken forfalder til behagesyge eller tomme stiløvelser.

På veien til Buenos Aires er ikke nogen stumfilm, men den kommer tæt på. Dens ordknappe væsen er dens primære karaktertræk. Og måske også dens primære kvalitet.

Andrew Haigh har laget en meget fintfølende og indsigtsfuld film, der – også – handler om homoseksualitet.

At bruge virkelige mennesker i en fiktionsfilm er ikke nødvendigvis noget, det skaber realisme. Det er i al fald mit tydelige indtryk efter at have overværet krigsfilmen Act of Valor i biografen for nylig.