Steffen Moestrup

Stephen Daldrys filmatisering af Ekstremt højt og utrolig tæt på formår at bevare bogens pudsige antrit, men hæmmes af konkret, filmisk virkelyst og sentimentale billeder.

170 minutter i selskab med Richard Kerns værker er en vandring ind i menneskelivets dystre og bestialske sider.

Indisk dokumentarfilm er i en transformativ og fragmentarisk fase, hvor den traditionelle, aktivistiske film udfordres af mere eksperimenterende værker. En udvikling som ikke alle ser på med lige stor begejstring.

Sean Durkin debuterer med nuanceret og intelligent komponeret spillefilm om en sekt og en kvinde, der prøver at komme væk.

Fridrik Thór Fridrikssons delvist selvbiografiske Mamma Gógó formår at skildre en alzheimerssygdom på indfølt vis uden at filmen bliver hverken kvalm eller for deprimerende at skue.

CLINT EASTWOODS FILM om FBI-direktøren J. Edgar Hoover formår aldrig at løfte sig og forbliver en temmelig forudsigelig illustration af en selvbiografi. En film om en af verdens mest magtfulde efterretningstjenester burde være spændende.

Sammenhængen mellem maleriet og filmen fik særlig opmærksomhed på årets udgave af festivalen CAMERIMAGE, en polsk filmfestival der er særlig helliget filmfotografering.

En ung kvindes tragiske død vækker en poetisk åre i en aldrende bedstemor i en film, der i sig selv fremstår som et helstøbt stykke poesi.

En filmfestival har ofte vanskeligt ved at undslippe en konstruktion og en diskurs, der på paradoksal vis søger at være fællesskabsdannende, men tillige rumme en unik særegenhed. For hvad er det fælles nordiske i relation til film? Er der særlige filmiske metoder, udtryk, tematikker og/eller produktionsforhold, der kan tilskrives en specifik nordisk identitet eller «tone»?

Nicolas Winding Refn tager favntag med det måske største af alle amerikansk-filmiske ikoner: bilen. Det sker i et yderst stiliseret værk, der netop fungerer qua sin kunstagtighed.

Le Havre er et humanistisk eventyr med stor charme, men for mange scener emmer af parodi og kitsch til, at man for alvor tager fortællingen med sig.

Enkelte scener bliver for freudiansk illustrerende, men Drømme støjer ikke når de dør er fortsat en glimrende skildring af landmandslivet.

Sorg og seksualitet flettes sammen i Aleksei Fedorchenkos betagende filmdigt Spurvene.

Med intelligent brug af found footage-genren skildrer Bambieffekten på overbevisende vis to unge kvinders rejse mod døden.

En forsvundet og en næsten glemt stumfilm af mesteren Carl Th. Dreyer er nu gjort tilgængelige i smukke udgaver.

Dampen går af de finske machomænd, der beretter personlige historier med følelserne uden på den nøgne krop.

Kærligheden mellem Shirin og Soran er dramatisk som i et eventyr, men der er absolut intet eventyrligt over den verden, Shirin kastes ud i, da hun træffer et skæbnesvangert valg.

Le Monde diplomatiques udsending, Steffen Moestrup, lader film være film og koncentrerer sig i stedet om alt det udenfor filmene på Thessaloniki Documentary Festival. At være festivalgæst er en følelsesmæssig masochisme. Uden pause og uden mulighed for refleksion eller emotionel bearbejdning går man videre til næste film. Måske har festivalens konstruktion en overset betydning for måden, filmene opleves på?

Michelangelo Frammartino blæser på fortælling og dramatisk fremdrift. Det er der kommet en betagende og nærmest essayistisk fiktionsfilm ud af.

Ken Loach begynder godt men slutter skidt i Route Irish, der er for tynget af et utroværdigt manuskript, symbolik og for mange tanker om sammensværgelse.

Billigt og mangfoldigt tilbydes nu klogt udvalgte værker af en af Tysklands mest interessante instruktører gennem tidene.

Winter’s Bone er en dragende spændingsfilm, et velspillet familieportræt og ikke mindst den mest indlevende skildring af det fattige, hvide USA, på lang tid.

Julie Bertuccellis anden spillefilm, Træet, er et studie af sorg iklædt en overbevisende panteistisk omfavnelse.