Steffen Moestrup

Winding Refns elementære Valhalla Rising skal ses for farvernes, tavshedens og det rumlende lydspors skyld.

World Cyber Games er dataspillernes svar på De olympiske leker, men er dataspill virkelig en idrettsgren?

Det klaustrofobiske rommet i en heis er en effektiv medspiller i Devil, som ellers ikke tilføyer mye nytt til skrekksjangeren.

Med åpne øyne blotlægger magtstrukturen og den iboende undertrykkelse ved religiøs fanatisme i det israelske samfund. Heldigvis for filmoplevelsen gør filmen det uden at virke udleverende eller sensationslysten.

Smukke balletscener bliver siddende, men Maos siste danser er tynget af en al for blid og behagesyg tilgang til det biografiske materiale.

Armadillo fremstiller de danske soldater som en flok drengerøve, der præget af ungdommelig hovmod og umodenhed likviderer og gør grin med de afghanske ofre. Alligevel er det svært at føle anstød over filmen. For krig er vel bare sådan?

Sondringen mellem natur og civilisation er essentiel i Gonzales-Rubios anden film, dramadokumentaren Alamar. Men heldigvis formår filmen også at levere et varmt portræt af forholdet mellem en søn og en far.

Til tross for få glimt av originalitet glimrer Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans primært med sitt fravær av Werner Herzogs visjoner.

Bokssæt fra talentudviklingsprogrammet New Danish Screen give grobund for optimisme på dansk films vegne.

Til trods for glimrende skuespil og gennemført scenografi skæmmes helhedsindtrykket i An Education. Det er en film, der er for skematisk i sin fortælling og for banal i sine budskaber.

Park Chan-wook tøyer vampyrsjangeren og drar på intelligent vis nytte av vampyrfigurens erotiske fascinasjon. Men ha kunne godt ha unngått filmens avsluttende tredjedel.

Partir illustrerer på skræmmende omend lidt selvsmagende vis, hvordan kvinder fortsat er dybt afhængige–også på en negativ måde–af deres mænd.

Yojiro Takitas japanske Oscar-vinder Depatures er en fredfyldt og værdig film, der på elegant vis mimer det på engang makabre og dog smukke arbejde, filmens hovedperson bestrider. Sentimentalitet og patos truer dog filmen og gør den indimellem en anelse selvsmagende.

Endnu en fransk film prøver at udforske skolevæsenet. Det slipper den ikke specielt godt afsted med. Derimod står den stærkt i sin skildring af en ung piges opvækst i et parisisk arbejdermiljø.

I sin granskning af begrebet normalitet falder The Soloist til jorden. Den står lidt stærkere som skildring af skizofreni, men ikke desto mindre er helhedsindtrykket en noget kedsommelig og ligegyldig affære.

Med inspiration fra Stanley Kubrick forsøger Nicolas Winding Refn i den biografiske film Bronson at fortælle en relevant beretning om Englands mest berygtede forbryder. Desværre mangler filmen både præcision og indlevelse og ender med at fremstå som en forholdsvis hul, voldsdyrkende genrestudie.

Med et imponerende DVD-bokssæt, der rummer hele 26 vidt forskellige avantgardefilm, opfordrer vi hermed læseren til at tage med på en rundrejse i filmmediets kringelkroge.

Den Danske Filmskole har netop udklækket seks nye instruktører. Le Monde diplomatique har set deres vidt forskellige afgangsfilm og talt med de mere eller mindre talentfulde seks.

Ben X tager favntag med den computerspillende og utilpassede teenager. Det er der kommet et fintfølt og rørende portræt ud af, som dog også har det med at fremstå lidt for naivt og moraliserende.

Kaotiske Ana lægger glimrende ud i et virvar af livsglæde og menneskelig hengivenhed, men snart svigter filmen sig selv og ender ud i en absolut rodet, spiritualiseret gang vås udklædt som feministisk kritik.

I Lille Soldat sammenkædes trafficking og krigene i Irak og Afghanistan i et forsøg på at problematisere begrebet «hjælp». Resultatet er nedslående.

Niels Arden Oplev har skåret Stieg Larssons krimibestseller Mænd der Hader Kvinder ind til benet og skabt en effektiv og velspillet thriller, der heldigvis bevarer bogens samfundskritiske dimension.

The Wrestler er fortrinlig i sin skildring af tingenes forgang og livets forfald. Mickey Rourke har aldrig været bedre, men det er kollektivet, der får filmen til at løfte sig til mindeværdige højder.

Nils Arden Oplev formår med To verdener at levere en nuanceret skildring af Jehovas Vidner. Desværre hæmmes filmen af skabelonkarakterer og en for behagesyg iscenesættelse af dramaturgien.