Steffen Moestrup

Nils Arden Oplev formår med To verdener at levere en nuanceret skildring af Jehovas Vidner. Desværre hæmmes filmen af skabelonkarakterer og en for behagesyg iscenesættelse af dramaturgien.

Vi handler aldrig uden konsekvens. Og vi føler åbenbart kun for de mennesker, vi kan forholde os til. To, blandt sikkert flere, læresætninger, der kan komme ud af at se Nuri Bilge Ceylans dvælende drama om menneskers moralske dilemmaer.

Rige svin. Menneskelig bestialitet og konsekvenserne af selvtægt afdækkes i Rodrigo Plás originale og uafrystelige La Zona. Omdrejningspunktet er det perverst store skel mellem rig og fattig. Filmen bliver således en kritisk kommentar til den voksende ulighed, ikke bare i de latinamerikanske lande, men også i de vestlige lande, som har lidt under en neoliberalisme, der har medført samme voksende skel.

For en gangs skyld kommer her en mafiafilm uden biljagter, svulstig dialog og grænseoverskridende voldsæstetik. Matteo Garrones Gomorra, som vandt Grand Prix i Cannes, skræller alle unødvendige effektlag af i håbet om at levere en realistisk skildring af Europas mest brutale kriminelle organisation.

Eran Riklis bruger i Citrontræet en nabostrid om en citronlund som metafor for den store konflikt mellem Israel og Palæstina. Det er der kommet en behændig og meget hjertevarm film ud af, som især har sin styrke i skildringen af menneskelige relationer på begge sider af den imposante mur, der skiller to folkeslag ad.

Thailandske Pen-Ek Ratanaruang afsøger i Ploy ægteskabets elasticitet. Med en langsommelig og tænksom filmstil, der dvæler ved sigende detaljer, udfolder Ratanaruang en moden og ærlig fortælling om ægteskabets skiftende tilstande. De stillestående handling åbner op for publikums refleksive engagement. Og til trods for, at filmen mere eller mindre har karakter af en drømmetilstand, fremstår Ploy både relevant og realistisk.

Mark of Cain er en lille, men forbløffende effektiv antikrigsfilm, der skildrer hvordan civil courage sjældent kan hamle op med militær loyalitet.

Det hevdes at Nanni Morettis Il Caimano var med til at vælte Berlusconi i valget i 2006. Filmen slår sig op som en satire om Silvio Berlusconi, men i virkeligheden handler den forbavsende lidt om Berlusconi. Til gengæld viser den på raffineret facon, hvordan det er at leve i et samfund regeret af en mand som Berlusconi.

Ole Christian Madsen har med Flammen og Citronen begået Danmarks hidtil dyreste film. Slutproduktet er et trivielt fortalt krigsdrama, som aldrig rigtig er hverken episk eller psykologisk i sin tilgang. Ikke desto mindre formår filmen at nuancere sondringen mellem at gøre modstand og lade stå til, når et land er besat. Virkelighedens reelle modstand er svær at få øje på.

I sin seneste film In the Valley of Elah sætter Paul Haggis fokus på hjemvendte soldater, der har gjort tjeneste sammen i Irak. Med gruppen som omdrejningspunkt og en forfærdelig episode som dramatisk nerve, tegner Haggis et billede af krigens traumer, der aldrig kan rystes af. Traumer som inficerer det amerikanske samfund i en sådan grad, at dysfunktionalitet og inhumanitet bliver mærketegn for USA snarere end demokrati og frihed.

Tim Burton prøver i sit bud på Sweeney Todd-myten at kombinere sang og horror. Burton følger op det seneste årtis forsøg på at revitalisere musicalgenren med så forskellige værker som Lars von Triers Dancer in the Dark og Baz Luhrmanns Moulin Rouge. Hos Burton fungerer det kun momentvist. Men han iscenesætter med stor begavelse og overbevisende atmosfære London som forfaldets og det makabres centrum. William Blake ville juble.

Ivans Barndom fra 1962, den russiske instruktør Andrej Tarkovskijs spillefilmsdebut, kom nylig på DVD. Den æstetiske fuldkommenhed udtrykt i fænomenale billedkompositioner er uforglemmelig. Og temaet sætter dybe spor. Filmens genistreg ligger i å vise en ung drengeverdens transformation fra lattermild opvækst hos moderen til aktiv deltagelse i krigen. Ivan bliver i filmen et emblem på barnet i krigen. Gennem Ivan kan vi se de tusindvis af børn, der lever og agerer i krig rundt om i verden i dag.

Den tyske instruktør Philip Gröning har som den første nogensinde fået tilladelse til at filme den tillukkede karteusermunkeorden i Frankrig. Filmen bliver en skildring af ikke blot det religiøse kald, men af selve livets basale kvaliteter. I lighed med den klassiske Direct Cinema-traditionen, er Den Store Stilhed en forening af det observerende og det indlevende.

Hvor langt vi egentlig er villige til at gå i kampen for udbredelse af demokrati? 10 dokumentarfilm og en række kortfilm skal udsendes mere eller mindre samtidigt verden over denne måned. Hensigten med det unikke medieprojekt er at bruge dokumentarfilmene som springbræt til at starte en demokratisk værdidebat. Projektet er et beundringsværdig initiativ i en verden, hvor terrorisme og religion–og ikke mindst kampen mod disse–er med til at sætte skred i demokratiske principper. Populisme, korruption og nepotisme er nok engang en uheldig sideeffekt i demokratiet.

John Pilgers «War on Democracy» er et langt anklageskrift mod et imperialistisk USA. Et USA som omstyrter demokratisk valgte præsidenter, fordi de ikke passer ind i den dagsorden, imperiet ligger for dagen. Filmen er som en kanonkugle i maven på sin beskuer – brutal, vedkommende og befriende politisk ukorrekt i sin subjektivitet og valg af sympati. Men i det lange løb irriterer manglen på såvel nuance som analytisk dybde.

FBI-medarbejderen Sibel Edmonds blev fyret, fordi hun gik til ledelsen med en viden om, at der optrådte tyrkiske spioner internt i FBI. Kill The Messenger viser et amerikansk post-9/11-samfund, der er kendetegnet ved en parakdoksal dobbelthed. På sin vis stækkes borgere i deres frihed og overvågningsmulighederne højnes, altimens politikere i højere grad kan holde deres rygge fri og lukke betændte sager ved blot at henvise til statens sikkerhed. Dokumentaren viser dog, at det ikke altid er statens sikkerhed, der sættes højest i Bush-administrationen.

Danmarks statsminister bliver myrdet af en ung aktivist, som han har et homoseksuelt forhold til. Godt nok sker det hele kun på film–i den nye danske mockumentary AFR–men ikke desto mindre har filmen sat gang i en debat om kunstnerisk frihed og grænser for ytringsfriheden. Mest af alt er AFR dog et overraskende kærligt portræt, der viser, at selv bag ekstreme ydrer–såsom en kynisk statsleder eller en kompromisløs aktivist–gemmer sig et godt menneske, der stopper op og tvivler.