Psykogen bedehusmagi
Thelma er Joachim Triers fjerde film der hovedpersonene har oddsene mot seg, denne gang i en gjennomført sjangerorientert stiløvelse.
Thelma er Joachim Triers fjerde film der hovedpersonene har oddsene mot seg, denne gang i en gjennomført sjangerorientert stiløvelse.
En film gik for nylig stort set ubemærket hen i de skandinaviske biografer. Publikumstallet var begrænset og de fleste anmeldelser lunkne. Ikke desto mindre er filmen værd at beskæftige sig med, fordi den på eksemplarisk vis illustrerer en velkendt debat, når det gælder filmmediet. Vi kunne måske kalde det hvidhedsdebatten. Filmen, jeg forsøger at nærme mig, er den amerikanske Ghost in the Shell med Scarlett Johansson i hovedrollen. Værket baserer sig på en berømt japansk manga-tegneserie fra 1989, og valget af den kridhvide arier Scarlett Johansson faldt en del for brystet, for hvordan kunne man sådan hvidvaske et gennemført japansk afsæt? Det interessante var, at de mest markante kritikere kom fra det vestlige, især det amerikanske filmmiljø. Amerikanske anmeldere og flere filmforskere har kritiseret filmen for at udøve racistisk virksomhed og underkende mennesker med asiatisk baggrund. Marc Bernardin fra Los Angeles Times proklamerede således at «the only race Hollywood cares about is the box office race», og pointerede dermed de økonomiske bevæggrunde til at vælge Johansson. En underskriftindsamling mod hvidvaskning søsat af en amerikansk biografgænger mobiliserede hurtigt over 110 000 underskrifter og et væld af hadske kommentarer, sådan som online-kampagner jo har det for vane. De japanske kritikere og biografpublikummet, som ytrer sig på blogs, var derimod stort set helt og aldeles ligeglade. Flere anmeldere var ligefrem begejstrede over valget af Johansson, da de læste det som en blåstempling af manga-værket, mens andre bemærkede, at Johansson ville fungere som perfekt PR for japansk kultur, hvor paradoksalt det så end kan lyde. Hvorvidt de vestlige indsigelser blot er udtryk for politisk korrekthed, eller om man vitterligt mener, at filmen har racistiske tilbøjeligheder, afhænger naturligvis af flere elementer. Dog vil jeg mene, at man faktisk kan forsvare casting-valget, hvis man ser nærmere på plottet. Scarlett Johansson-karakteren er nemlig en cyborg, hvis originale krop er blevet erstattet. Man kunne således godt forestille sig, at karakteren har fået en hvid krop. Endvidere er Johansson dels kendt i Japan på grund af især filmen Lost in Translation og dels er japanske kvindeidealer typisk også orienteret mod et vestlig udseende. Dette kan naturligvis siges at være en slem rest fra forhistorien mellem USA og Japan, samt udtryk for latent racisme, men som ikke desto mindre kan være med til at forklare, at så få japanske stemmer var kritiske overfor castingen. Alt dette er naturligvis blot én tolkning, og det er ligeledes klart, at de amerikanske filmproducenter – som Bernardin var inde på – primært har valgt Johansson, fordi hun er garant for indtjening og ikke fordi hun kan passe ind i plottet. Det har producenterne i øvrigt haft helt ret i, da filmen, som havde et budget på 110 millioner dollar, i skrivende stund har indtjent mere end 160 millioner dollar på verdensplan. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
Agnieszka Hollands Jaktsesong fungerer overraskende godt i sit sælsomme genremiks mellem mordmysterie, økothriller og feministisk kritik.
Watergate-skandalen er en både sannsynlig og usannsynlig innviklet skurkehistorie, den amerikanske pressens høydepunkt og den politiske maktens lavmål.
Veteranen Taylor Hackford leverer en ujevn, til tider pinlig skildring av en aldrende komiker og hans nye flamme. The Comedian har likevel fine miljøskildringer, og drar god nytte av de involverte aktørenes historie og de tradisjoner som påkalles underveis.
Jeg troede egentligt, at jeg var færdig med tv-serier. Jeg var efterhånden godt træt af den evindelige binge watching og mine afteners forudsigelige forløb med et afsnit af dette og hint. Som om der ligger noget latent frastødende med al denne fortæring af tv-serier. Samtidig er jeg også ramt af en følelse af, at mange tv-serier er skåret over samme skabelon og ikke giver mig ret meget inspiration eller overraskelse efterhånden. Og så dukkede to serier pludselig op og ruskede i den grad op i mig. Først genfødslen af Twin Peaks og nærmest simultant dermed min opdagelse af HBO-serien The Handmaid’s Tale. David Lynch sin genvisit med Twin Peaks-universet var hypet overalt, og det er ikke nødvendigvis den bedste indgang til en serie. Men det skulle vise sig, at Lynch og medskaber Mark Frost havde fundet den helt rette balance mellem nostalgisk gensynseffekt og nytænkende momentum. Naturligvis er det besnærende at granske det snørklede narrativs mulige sammenhæng. Hvorfor er der pludselig så mange udgaver af Dale Cooper? Er den onde udgave mon resultatet af dengang i slutningen af første serie, hvor han så sig selv i spejlet og mødte Bob? Hvorfor er den gode udgave så apatisk og retarderet i sin tilgang til livet? Og hvad er egentlig på færde i dette mærkværdige plot, der synes at tematisere selve tilbagevendelsen til Twin Peaks-universet ved at søsætte en fortælling, der i al fald blandt andet handler om at returnere til livet, måske fra det hinsides hvor end det så måtte befinde sig, når man bekender sig til lynchske verdensordener? Ikke desto mindre er attraktionen mere end selve den plotmæssige interesse. Det er jo i høj grad stemning og karakterer, der har været showets force og således også er det i den nye udgave. De særegne personager, der færdes i besynderlige miljøer, der tæller alt fra udkants-USA til parallelle universer over et næsten fetichistisk iscenesat, klichéspækket stykke Americana i form af forstadsmiljøer og en majestætisk filmet Las Vegas skyline. Det er det aparte, som er syret helt ud. Det er overdrevet på et overdrev. Og så midt i det hele langsommeligheden, der sætter ind som en heftig kanyle og nærmest yder smerte i al sin insisterende udstrækning af tiden. Noget helt andet er attraktionen ved The Handmaid’s Tale. Her er det snarere den allegoriske beretning om et USA, hvor udvalgte tekststeder i Bibelen har erstattet loven og hvor et fåtal af frugtbare kvinder fungerer som surrogatmødre for en rig overklasse, der har bosat sig i storslåede villaer omgivet af vagter med fuldautomatiske maskinvåben. Serien er voldsomt og næsten karikeret i sin dystopi. Men forcen ved serien er, at der nedenunder denne voldsomhed ligger et perspektiv på vort samfund og der, hvor vi nogle gange er på vej hen, de gange, hvor vores valg indskrænkes. Hvor systemet opleves som rigidt og umenneskeligt. Og hvor vi ikke mindst blot accepterer det og dermed langsomt tillader noget at tage endnu et skridt i retning af det umenneskelige og inddæmmede. En uønsket verden kommer ikke nødvendigvist som en storm. Det værste er netop, at den kan forme sig i små, næsten umærkelige skridt. Steffen Moestrup. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
In Between skildrer på lettere banal vis tre unge, palæstinensiske kvinders kamp for at leve det liv, de ønsker.
Franske Katell Quillévéré viser sitt mesterskap med en film om livets ytterste betingelser.
Haitianske Raoul Peck gir med filmessayet I Am Not Your Negro sin forestilling om boka James Baldwin aldri fullførte, «Remember This House». Med borgerrettskampen som bakgrunn møter vi Malcolm X og Martin Luther King, og framfor alt forfatteren og agitatoren Baldwin selv.
Cézanne og Zola er fortællingen om venskabet mellem to af Frankrigs mest originale og revolutionære kunstnere. Den er på paradoksal vis blevet en yderst konform film.
Det er ikke så længe siden, at jeg her i spalterne skrev om den arkivbaserede filmtype. Siden da har jeg af uvisse grunde stødt på en række filmværker, hvor arkivet er drivkraften. Nogle nye, en del ældre. Blandt de ældre titler er Mondo Cane. For nogle vil titlen nok lyde bekendt, da det er en film, som på mange måder deler vandene. Nogle vil kalde Mondo Cane for usmagelig, sensationslysten og pervers, mens andre finder den original, tankevækkende og nytænkende i både form og indhold. Filmen fik premiere i Cannes i 1962 og tiltrak sig hurtigt et stort publikum. Den blev mestendels haglet ned af kritikere, men folk ville se den. Nok især fordi der gik rygter om mange groteske, aparte og voldelige scener. Set med vores blik er filmen en anelse bedaget og ikke just så provokerende, som den må have virket i 1962, men der er bestemt fortsat noget dybt interessant ved den. Måske kan man anskue Mondo Cane som en antropologisk mosaik. Filmen består af en række scener fra rundt omkring i verden, der alle på en eller anden måde tematiserer især menneskets forhold til dyr, men også menneskenes forhold til hverandre. En del af materialet er arkiv, andre deler er skabt til lejligheden, og ofte er man i tvivl hvorvidt det er iscenesatte, konstruerede optagelser eller ej. Pludselig ser vi eksempelvist en kvinde fra et stammesamfund, der ammer en gris. Man overraskes, fordi det strider mod de normer, vi er vant til. Scenen er et eksempel på, at Mondo Cane er etnografisk mangfoldig og måske mest af alt ønsker at fremvise verdens virvar af forskellighed og dermed også pointere det meget relativistiske element, der er i et begreb som normalitet. Et stærkt formgreb i filmen er krydsklipningen. Eksempelvis går vi fra en scene, der viser hvordan amerikanske pensionister tager hen til en dyrekirkegård for at begrave og mindes sine afdøde kæledyr, til en scene i Formosa, hvor man opdrætter hunde med henblik på at spise dem. Et andet krydsklip går mellem tvangsfodring af foie gras-gæs i Frankrig til tvangsfodringen af nogle lokale skønheder i et stammesamfund på Papua Ny-Guinea, hvor de mest smukke kvinder fodres, indtil de når en vægt på 120 kilo, hvorefter de tilbydes den lokale høvding som dronninger. Det er givetvist særpræget og nogle steder tiltænkt provokerende, men det er også en film, der er med til at udfordre vores vanlige tankemønstre og få os til at forholde os til kategorier såsom kropsidealer og forholdet mellem mennesket og dyret. Filmens voice-over er skiftevis humoristisk og næsten sørgmodig, enkelte steder en anelse fordømmende, men mestendels holder både fortælleren og filmen som helhed sig fra at tage stilling. Det er op til os. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker. Mondo Cane kommer i en række forskellige udgaver, heriblandt en dvd-udgave fra Another World Entertainment.
Når en forhenværende fransk soldat forteller en tysk familie om sitt vennskap med deres avdøde sønn under krigen, så blir versjonen som serveres nødvendigvis gjenstand for skjerpet oppmerksomhet. François Ozons Frantz byr på metafiksjon av den mer oppbyggelige sorten.
I den fine tunesiske film Min arabiske vår omstyrtes ingen samfund. Det er tværtimod skildringen af et almindeligt menneskes lille revolution.
Filmfestivalen i Cannes står for døren. Trods streamingtjenesternes fremmarch, online-festivaler og virtuelle filmfællesskaber tilbyder festivalen i Cannes stadig et væsentlig indspark i filmens verden. Når man fjerner alle lagene af glamour, rosévin og røde løbere, kan vi fortsat få øje på mange af de værker og de strømninger, der tegner filmkunsten i disse år. Da filmudvalget blev præsenteret i april, blev det for en stund tilsidesat grundet en diskussion om festivalens plakat. Sagen var nemlig den, at plakatdesigneren havde retoucheret et ældre fotografi af skuespillerinden Claudia Cardinale på en sådan måde, at hendes lår og hendes talje var blevet gjort tyndere. Den slags må man ikke, i al fald ikke i følge de feministiske debattørrer, der mente, at det var krænkende, ikke kun overfor Cardinale, men overfor kvinder generelt, der nok engang skulle udsættes for mandens blik og tilpasses et tidstypisk skønhedsideal. Miseren falder ind i hvad vi næsten kan kalde en tradition for sexistisk og kønsdiskrimerende ageren i Cannes. Vi så det således også forrige år i form af den såkaldte high heel-gate, hvor en række kvinder blev nægtet adgang til den røde løber, fordi de ikke havde høje hæle på. På den måde er festivalarrangørene egentlig selv skyld i, at opmærksomheden på selve filmene bliver udfordret. Men lad os nu vende blikket mod filmene og glemme festivalens uheldige opførsel for en stund. I hovedkonkurrencen skal 18 film dyste om de gyldne palmer, og her bider man især mærke i nye værker fra Michael Haneke, Todd Haynes og Fatih Akin. Hvis jeg skal være helt og aldeles egoistisk er det især Hanekes kommende værk, jeg imødeser med spænding. Filmen hedder på klassisk Haneke-manér Happy End og tager favntag med den aktuelle flygtninge- og migrationskrise i Europa. På rollelisten finder vi blandt andre Isabelle Hupert og Jean-Louis Trintignant, som også spillede med i Hanekes Amour fra 2012. Også Sofia Coppola er tilbage med spændende nyt. Selvom det er tale om en remake af 1971-filmen The Beguiled (Don Siegel) skal Coppola nok få noget interessant ud af beretningen om en såret soldat, der forfører kvinderne omkring sig. Den skotske filmskaber Lynne Ramsay er også repræsenteret på festivalen med filmen You Were Never Really Here, der faktisk ikke engang var færdig, da festivaldirektør Thierry Frémaux udtog den til hovedkonkurrencen. Streaming-giganten Netflix er som bekendt også begyndt med filmproduktion og i år har selskabet hele to film med i hovedkonkurrencen, henholdsvist komedien The Meyerowitz Stories af Noam Baumbach (der kan være god, men bestemt også det modsatte) samt fantasy-fortællingen Okja af koreanske Bong Joon-Ho. Afslutningsvist bør det også nævnes, at hele to tv-serier er at finde i Cannes, dog ikke i selve konkurrencen (trods alt!). Det drejer sig dels om Jane Campions Top of the Lake samt to afsnit fra David Lynch sin opfølger til kultserien Twin Peaks. Så vi har altså at gøre med auteurer, som i den grad har slået deres navn fast i filmmediet, men det er dog fortsat lidt af et epokegørende skridt, som festivalen her har taget. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker
Finske Juho Kuosmanens debutspillefilm er en modigt lavmælt, men også forglemmelig fortælling om en boksers søgen efter lykken.
Det blomstrende tiåret begynte å visne, og forløste to villige misfostre: Iggy Pop og Frank Zappa.
Kanskje finnes det ingen større kjærlighet enn kjærligheten til et revolusjonært par, hvor hver av de to elskende er rede til å forlate hverandre hvis revolusjonen krever det.
Skematiske pointer, fortænkt dialog og klichefyldte karakterer skæmmer Der kommer en dag, en film der ellers har god grund til at eksistere.
For nylig havde sjette og efter sigende sidste sæson af Girls premiere. Måske ved første øjenkast en temmelig undseelig produktion, men ved nærmere bekendtskab uden tvivl en af de væsentligste tv-serier det sidste tiår. Girls har formået at balancere raffineret mellem komik og alvor. Serien har endvidere udfordret de mere stereotype kropsidealer ved at vove at fremvise og derved normalisere kroppe, der både er kejtede og tykke set med den sædvanlige tv-norms optik. Men mest af alt har serien måske formået at ramme en nærmest eksistentialistisk tematik. Dette hænger nok sammen med seriens omdrejningspunkt, som vel fremdeles er at betragte som et generationsportræt. Et portræt af primært kvinder – dog også mænd – i 20’erne. Altså individer, der lever i en tid og har en alder, hvor friheden kan virke voldsom, hvor de mange valg kan virke uoverskuelige, og hvor identitetsspørgsmål igen og igen vil manifestere sig. Det eksistentialistiske spor har Girls til fælles med to samtidige serier, nemlig Louie og Derek. Hvor Girls tematiserer vanskeligheder hos den unge generation Y, rammer Louie lige lukt ned i den midaldrende mands kvaler, hvorimod Derek, hvis primære location er et plejehjem, måske mest af alt er et favntag med den nært forestående død. Altså tre vidt forskellige epoker af livet. Jeg anskuer serierne som eksistentialistisk granskende i den forstand at de fremviser en optagethed af det at være til, en dvælen ved eksistensen. Denne dvælen udmønter sig eksempelvist i at mennesket forholder sig til sig selv og sin væren i verden. I denne eksistentialistiske forståelse er eksistens noget, der skal fyldes ud af det enkelte menneske. Mennesket har en særlig grad af frihed og med denne frihed følger en række fortløbende valg, der er med til at forme det enkelte menneskes eksistens. Det er overvejelserne omkring disse frihedsudmøntede valg og mødet med valgenes konsekvenser, som vi ser ske i disse serier, tydeligst iscenesat i Girls. Forvirringen og de mange identitetskvaler er nok størst i Girls, men hos den midaldrende mand i Louie kommer der både en snært kynisme og en drivende tristesse ind i billedet. En følelse af at en del tid er blevet spildt, at et talent ikke er slået til. Samtidig fylder ensomheden gradvist mere, selvsagt styrket af at hovedpersonen er fraskilt. Og endelig ser vi i Derek et lag af både noget sentimentalt, tenderende det patetiske og en udtalt fornemmelse af tungsindighed. I Derek er aldring og død uafladeligt til stede og derved en evig påmindelse om eksistensens grænser og livets skrøbelighed. Alle tre serier kan varmt anbefales i deres realisering af komik iblandet alvor og eksistentialisme. © norske LMD
Paul Verhoevens Elle balanserer en hevnfantasi som går Thelma & Louise en høy gang.
United States of Love skildrer fire polske kvinders mestendels ulykkelige kærlighed på tærsklen til en ny verdensorden.