Film – Side 15

Dokumtentaren Bully viser hvilken institusjon trakassering har blitt i skolebarns hverdag, og etterlater noen spørsmål om lærerstandens og myndigheters ansvar.

Hvorfor førte den enorme sydafrikanske succes ikke til, at verden endelig opdagede Rodriguez?

Det stærkeste træk ved Steven Spielbergs E.T. the Extra-Terrestrial er symbiosen mellem barnet og rumvæsenet.

Uden dramatisk forcering giver Margreth Olin et unikt indblik i barnet, der venter på asyl. I De Andre møder vi en række markante drengeskikkelser, der er på standby, placerede i lejre, der minder om fængsler. Udenfor samfundet. Ude af øje, ude af sind.

Siden sidst – altså siden sidste udgave af Filmisk Set – har vi nok engang fået bekræftet, at film både kan være voldsomme følelser og cool cash – og gerne en blanding af de to.

Hvem er god og hvem er ond i en verden der alt er endevendt? Den «gode» leiemorderen Tul ser verden opp ned etter en skade, som et mulig symbol for en nasjons politiske forvirring.

Barbara er siste skudd på stammen av filmer om DDR. De andres liv viste i 2006 at Stasi-fiksjon kunne gjøre sterkt inntrykk i skjæringspunktet mellom tvil og sentimentalitet. I Barbara tegner Christian Petzold ikke et svart/hvitt-bilde av DDR, men gir heller ikke «ostalgien» en lillefinger.

Anders Rønnow Klarlund har med The Secret Society of Fine Arts taget bevægelsen ud af filmen. Det er smukt og virtuost, men på ingen måde noget, man gribes af.

Ulrich Seidls Paradis er en stemningsmessig huskestue, der eksaltert humor og humør veksler med det grelleste ubehag i beskrivelsen av en vestlig verden på nachspielstadiet.

I The Dark Knight Rises viser Hollywood seg ute av stand til å forestille seg ekte folkemakt uten vold. Men tanken om at Occupy-bevegelsen kan ta makten og etablere et folkedemokrati på Manhattan er åpenbart absurd. Hvorfor drømmer da en Hollywood-kassasuksess om det?

Nylig publicerede magasinet The New Yorker en artikel om udfordringen ved at finde ud af, hvad man egentlig skal læse. I et menneskeliv kan man, selv hvis man er yderst ihærdig og dygtig, kun nå at læse få tusinde bøger, og med den voldsomme mængde af udgivelser, kan det være vanskeligt at beslutte sig for, hvordan man skal placere sin sparsomme læsetid.

Til Ungdommen fungerer frem for alt som en oprigtig ode til ungdomslivet, håbet og viljen, der gør, at mennesket aldrig giver op.

14 kilometer er en påminnelse om hvor såre enkel en film faktisk kan gjøres, i en ubarmhjertig fortelling om tre unge mennesker som velger å forlate sine fødeland – og hvorfor.

Hvert år strømmer 5000 journalister og teknikere fra 88 land til Cannes for å se de tjuetalls filmene i det offisielle programmet. Mye står på spill både økonomisk og kunstnerisk under festivalen.

Gitt finanssektorens sentrale og foruroligende rolle i vestlige samfunn finnes det overraskende få fiksjonsfilmer om den. J. C. Chandors Margin Call forsøker å bøte på mangelen. Og reiser spørsmålet om fraværet av finansfolk med dårlig samvittighet som klasket ned i fortauene på Wall Street høsten 2008.

David MacDougall vil måske være et navn, der vækker genklang hos enkelte læsere. Igennem snart 40 år har han vekslet mellem at skabe etnografiske film og at skrive om film. Og begge dele har han gjort med stor vellykkethed.

I elegant multiprotagonist-form fortæller 678 Kairo en væsentlig beretning om egyptiske kvinders kamp for at få lov at være i fred.

Martin Scorsese rejser tilbage til filmens barndom og formår næsten at bringe pioner-magien til live i Hugo.

En filmfestival kan forebygge fred i et tidligere men fremdeles urolig krigsområde.