Film – Side 17

Fridrik Thór Fridrikssons delvist selvbiografiske Mamma Gógó formår at skildre en alzheimerssygdom på indfølt vis uden at filmen bliver hverken kvalm eller for deprimerende at skue.

Bruce Chatwin skabte en grænsesprængende genre på tværs af rejselitteratur, fiktion, etnografi og traditionel folklorefortælling. Fra bogprojekt til bogprojekt opførte Chatwin sig først som en videnskabsmand der sætter sig ind i stedet og dets folk, det være de særlige grænseegne mellem Wales og England, slaveforholdene i Benin, eksiltilstanden i Patagonien eller arkæologien og etnografien om den oprindelige australske befolkning. Dernæst digtet han.

CLINT EASTWOODS FILM om FBI-direktøren J. Edgar Hoover formår aldrig at løfte sig og forbliver en temmelig forudsigelig illustration af en selvbiografi. En film om en af verdens mest magtfulde efterretningstjenester burde være spændende.

Sammenhængen mellem maleriet og filmen fik særlig opmærksomhed på årets udgave af festivalen CAMERIMAGE, en polsk filmfestival der er særlig helliget filmfotografering.

Samarkand. Sarabande. Sarajevo er en usedvanlig levende og dristig bok om forbindelsene mellom krig, språk og oversettelser. Fra Babels tårn og Sarajevo på 1990-tallet, via Enigma-koden og terrorbombing, til tvetydighet hos Alfred Nobel og Thomas Mann, trekker Per Qvale forbindelseslinjer som gjør essaysamlingen til en bemerkelsesverdig utgivelse.

A Dangerous Method kretser rundt det symbolske trekantdramaet mellom Freud, Jung og Spielrein, som foranlediget psykoanalysens første skisma. Filmen viser på dyktig vis hvilken viktig katalysator Spielrein var for utviklingen av psyko­analysen og bruddet mellom dens to store pionerer.

I Møte i Toscana spiller den anerkjente regissøren Abbas Kiarostami på hovedrollenes fordommer og forventninger, og i siste instans publikums, i en overraskende sprek film.

Den ujevne regissøren Wim Wenders viser ofte begavelse i dokumentarfilmene sine. Med Pina føyer han et nytt tilskudd til en respektabel rekke av sympatiske kunstnerportretter.

Siden 1952 har filmtidsskriftet Sight & Sound hvert tiende år kåret tidenes beste filmer. En slik kanonisering kan være nødvendig for å unngå at vi blir rene konsumenter av nye filmer, men klarer den å holde kontakt med filmhistoriens forskjellige etapper og skille klinten fra hveten? I 2012 bringer tidsskriftet resultatet av 2000-tallets andre avstemning.

En ung kvindes tragiske død vækker en poetisk åre i en aldrende bedstemor i en film, der i sig selv fremstår som et helstøbt stykke poesi.

To av filmkunstens milepæler hadde premiere for femti år siden: Michelangelo Antonionis Natten og Alain Resnais’ I fjor i Marienbad. Begge viser en filmkunstnerisk selvstendighet som til dags dato er uovertruffen. Med det reiser de spørsmålet om filmkunsten har utviklet seg siden. Hvor banebrytende kan en banebrytende regissør være idag?

En filmfestival har ofte vanskeligt ved at undslippe en konstruktion og en diskurs, der på paradoksal vis søger at være fællesskabsdannende, men tillige rumme en unik særegenhed. For hvad er det fælles nordiske i relation til film? Er der særlige filmiske metoder, udtryk, tematikker og/eller produktionsforhold, der kan tilskrives en specifik nordisk identitet eller «tone»?

Nicolas Winding Refn tager favntag med det måske største af alle amerikansk-filmiske ikoner: bilen. Det sker i et yderst stiliseret værk, der netop fungerer qua sin kunstagtighed.

Joachim Triers nye film evner å skape mentalbilder og hypotetiske scener som er sjelden kost i norsk film. Trier beviser til fulle at han i én og samme film kan skru ned tempoet til et nullpunkt, gjentatte ganger, for så å gi nervøsitet og noia sitt tempo, sin intensitet, når det kreves.

Dokumentaren POM Wonderful presents: The Greatest Movie Ever Sold viser hvordan filmer sponses til verden.

Le Havre er et humanistisk eventyr med stor charme, men for mange scener emmer af parodi og kitsch til, at man for alvor tager fortællingen med sig.

Jean-Pierre og Luc Dardenne fokuserer de evige spørsmål i dagsaktuelle problemstillinger. De belgiske prisgrossistenes beherskede framstilling av opprivende skjebner ender denne gang i en lysere, mer forhåpningsfull film enn vi tidligere har sett fra dem.

Enkelte scener bliver for freudiansk illustrerende, men Drømme støjer ikke når de dør er fortsat en glimrende skildring af landmandslivet.