Antydninger og tavshed
Charlotte Rampling brillerer i den vemodige Hannah, der dog har det med at blive rigeligt funderet i antydningens virkemidler.
Filmisk set – mars
For nylig så jeg filmen Room(2015) af Lenny Abrahamson, og det slog mig, hvor meget af filmens attraktion, der er placeret i brugen af dens snævre loca-tion. For de uindviede kan jeg berette, at Room er fortællingen om en mor, der sammen med sin søn gennem en længere årrække er indespærret i et lille skur. Filmen er baseret på en bog af den canadiske forfatter Emma Donoghue og trækker naturligvis også på lignende hændelser i virkeligheden, såsom Fritzl-sagen, hvor en datter blev holdt fanget af sin far gennem 24 år eller sagen om østrigske Natascha Kampusch, der blev kidnappet og holdt indespærret i otte år i et garagerum, der målte 3×4 meter. Filmens styrke er netop anvendelsen af det begrænsede rum. I lang tid er vi ikke andre steder end i det lille rum, og vi placeres som beskuere dermed i samme klaustrofobiske tranghed, som moren og sønnen. De få objekter, der er i rummet, får en helt særlig betydning, som kommer af netop deres unikhed. Alle objekter benævnes som værende de eneste af deres art med ord som lamp, mouse og room. Sønnen, som er født i værelset og derfor ikke kender til en verden udenfor, undrer sig over, at der kan være plads til alle menneske inde i det fjernsyn, som ofte er tændt på i værelset. Han tror ikke moren, når hun fortæller ham om verden udenfor væggene. Gennem en snedig, men også noget heldig plan lykkes det sønnen at flygte, få tilkaldt hjælp og afslutningsvist få befriet moren. Her åbner filmen sig så op og tillader den ydre verden at komme ind. Friheden er overvældende, for verden er et fremmed sted, især for drengen der aldrig har oplevet andet end værelset. Flere gange higer han mod at komme tilbage til værelset. I det lille rum var mor der altid. Nu er hun nogle gange væk, og verden er fyldt med andre. Verden er kaotisk, farlig, fyldt med fremmede lyde og en konstant foranderlighed. Tiden er også en anden. Som sønnen lyrisk påpeger, er man nødt til at smøre tiden ud i et tyndere lag på al den plads og med alle de ting, man skal nå og skal gøre i den store verden udenfor værelset. Room skriver sig ind i en lang række andre værker, som mestendels foregår i trange rum. I Buried (2010) befandt vi os nede i en kiste sammen med en soldat, der var begravet levende. Undervejs i filmen går der hul på kisten, og sand begynder at gradvist fylde kisten og dermed gøre det lille rum endnu mindre, for derved at supplere den klaustrofobiske følelse med en vished om snarlig kvælning. I Hitchcock’s Rear Window (1954) sidder protagonisten lænket til sin rullestol, mens filmen Locke (2013) udelukkende foregår inde i en enkelt BMW, og i Phone Booth (2003) er stort set hele handlingen hensat til en offentlig telefonboks. Filmmediet kan give os adgang til store verdener, hvor den episke fortælling foldes ud på tværs af tid og rum. Men film kan også lukke os inde i det helt lille rum, hvor intensiteten i narrativet bliver så insisterende, at det på vellykket vis kan placere os i samme ubehagelige klaustrofobi, som de karakterer, der følger med os ind i rummet. © norske LMD Steffen Moestrup er kritiker i Le Monde diplomatique
Hverdagen midt i krigen
Insyriated forsøger på intelligent vis at give os et indblik i det hverdagsliv, der også er en del af krigen i Syrien. Det er ikke nogen stor film, men det er en vigtig film.
Ut og av sted
Greta Gerwigs hverdagslige skildring av ei ungjente i oppbruddsfasen vil neppe sette verden i brann, men demonstrerer hvor langt man når med personlige og oppriktige fortellinger.
Filmisk set – februar
I sin knap 50 år lange karriere lavede Kubrick 13 spillefilm. Det er dog især materialet bag de film, vi alle kender der gør størst indtryk.
Der verden faller på plass
Discoeposet Saturday Night Fever er blitt en klassiker, førti år etter premieren, om ikke annet enn i fravær av konkurrenter. Det glisne utvalget av discofilmer er påfallende, om man tenker over hvilket takknemlig motiv dansere har vært opp gjennom filmhistorien.
Sneens knitren
Forsvunnet er en beretning, der har meget på sinde og ofte fortæller det på følsom vis, men som tidvis obstrueres av dilettantisk dialog.
Når vi krymper oss for verdensproblemene
I en satirisk film full av underfundige referanser, krympes menneskeheten for å minske miljøavtrykket. De små menneskene i Downsizing speiler kvalene ved å forlate gigantismens idealer.
Etnologen med filmkameraet
Jean Rouch gjorde alt for å komme så nær som mulig de han portretterte. På veien fant han opp etnofiksjonen og utviklet den franske versjonen av Direct Cinema, som skulle komme til å inspirere de unge nybølgeregissørene.
Filmisk set – januar
Normalt er det kun favntag med film og tv-serier, der finder vej til disse spalter, men denne gang vil jeg knytte nogle ord til konsolspillet L.A. Noire og ikke mindst de filmiske aspekter, som dette spil besidder. Egentlig er spillet en genudgivelse. Det er tidligere kommet til konsollerne Playstation 3 og Xbox 360 og indfinder sig nu en udgave til nyere maskiner såsom Playstation 4 og Nintendo Switch. Det betyder eksempelvist forbedret grafik, der faktisk får spillets filmiske kvaliteter til at træde tydeligere frem, end tilfældet var i den originale udgivelse. Der er flere aspekter, der gør spillet interessant for filmaficionadoen. For det første foregår spillet i Los Angeles i 1947 og dermed i det, som ofte går under betegnelsen Holly-woods gyldne år. For det andet er spillet en udpræget hyldest til filmgenren film noir, der er kendetegnet stilistisk ved brugen af asynkron lyd, ofte i form af voice-over og såkaldt low-key belysning, mens indholdssiden typisk er domineret af kriminalhistorier, hvor moralske dilemmaer og moralsk dubiøse eller ligefrem kyniske karakterer – på både de gode og de ondes side – er fremtrædende. I spillet overtager man rollen som detektiven Cole Phelps, der skal opklare en række forbrydelser, hvoraf de fleste faktisk er baseret på de forbrydelser, der fandt sted i Los Angeles i 1940’erne. En del af kriminaliteten involverer naturligvis filmmiljøet, som derved også får en fremtrædende om end noget syndig rolle – især en lusket filmproducer leder tankerne hen på vor dages Weinstein-sag og #MeToo-bevægelsen. Et tredje filmisk aspekt ved spillet finder vi i selve skuespillet, der er kreeret ved en særlig teknik, der med 32 kameraer optager levende skuespilleres ansigtsudtryk og omsætter disse til grafiske fremstillinger, som virker mere livagtige end vi er vant til fra de fleste andre konsolspil. Gestikken bliver mere tydelig, og man fornemmer let, at det eksempelvist er Mad Men-skuespilleren Aaron Staton, der har lagt ansigt til vores detektivprotagonist. De livagtige ansigtsudtryk er endvidere væsentlige for plottet, da en del af fortællingen drives frem af ens evne til at afkode mimik og udtryk hos afhørte vidner og potentielle gerningsmænd. Livagtigheden sikrer også en fascinerende interaktion mellem karaktererne, som vi ellers normalt skal ty til filmmediet for at kunne finde. Endelig er den frie følelse af at kunne gå på opdagelse i en åben verden, der består af nøje researchede locations dybt fascinerende. Her får man vitterligt fornemmelsen af at være i Los Angeles anno 1947. Fornemmelsen suppleres på blændende vis af musikken, der mange steder udgør stemningsskaberen ved en location. Den reviderede udgave af L.A. Noire viser på indtagende vis hvor langt spilbranchen har rykket sig. Det er naturligvis ikke i sig selv nogen entydig positiv kvalitet, at spil kan komme til at ligne film mere og mere, men der er ingen tvivl om, at der er visse aspekter fra filmmediet, som spillene med fordel kan lade sig inspirere af. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker
Lille menneske, stort rum
Den russiske kosmonautfilm Spacewalker følger en næsten for velkendt skabelon, men den lykkes i sine storladne, episke sekvenser.
Tilbake til Orly
La Jetée er en fiksjon som ikke anerkjenner terrorbalansen og krigens død, men som «alltid allerede» har anerkjent at døden, med sine virkelige kirkegårder og graver, i uoverskuelig fremtid vil være en betingelse for menneskelig eksistens.
Skjult og åpenbart
Happy End er muligens Hanekes mest humoristisk ladde film, om en storfamilie der omtanken er mer marginal enn maktkamp og perversjoner, med migrantkrisen i Calais som bakteppe.
Definerte øvelser, friske sprell
Når en actionfilm siterer og stjeler fra de siste tiårs beste, blir det nødvendigvis ganske intenst. Den bør dessuten tåle sammenligninger med opphavet. Da står det på gjennomføringen.
En transkønnets beretning
En fantastisk kvinne rummer en indtagende kærlighedsfortælling, men er mest af alt et væsentligt kønspolitisk opråb.
Filmisk set – desember
Didion var en modstemme, der påpegede de skyggesider, som hippiekulturen rummede, heriblandt de mange svigtede børn der måtte lide under forældrenes iver efter det frie og grænsesøgende liv.
Lasses lov
Lovløst land markedsføres som en nordisk western, men den fungerer bedst i sine intime skildringer af relationen mellem far og søn.
Bli lys!
En kavalkade med 114 av Lumière-brødrenes filmer viser at vi har mer å takke dem for enn vi hittil har trodd.
Filmisk set – november
Den tragiske nedskydning af 58 mennesker i Las Vegas var også en påmindelse om hvor medieret, vi færdes i virkeligheden. Selv under en decideret massakre tænder utallige mennesker kameraet på deres telefon og filmer løs. Ganske vist troede de fleste, at der var tale om fyrværkeri til at begynde med og få var nok i stand til at overskue, hvor vanvittigt et scenarie de befandt sig midt i, men ikke desto mindre blev mange ved med at filme, mens alvoren gradvist gik op for dem. Vi er så vant til at filme det, vi oplever. For mange er den medierede udgave vel nærmest at betragte som både bevis for, at man var et sted, men også en decideret måde at tilgå en virkelighed på. Massemedierne har sandsynligvis kun distribueret de mildeste af private menneskers Las Vegas-optagelser. Vi har derfor set optagelser, hvor lyden af skud, som tydeligt minder mere om fyrværkeri, fylder lydsiden, alt imens billedsiden primært består af håndholdte, velsagtens decideret rystede billeder, der således i æstetik antyder den virkelige alvor og betoner virkeligheden i al dens forvirrende pludselighed. Billederne viser folk på flugt iblandt folk, der står stille. Måske er scenariet endnu ikke gået op for disse stillestående folk, måske reagerer de på begivenheden ved at fryse i stilstand. Nettet rummer sandsynligvis mere voldsomme optagelser. Jeg har ikke gransket det nærmere, for jeg er splittet i trangen til at se disse optagelser for at kunne nærme mig en forståelse af, hvad i alverden, der er foregået, og et dybt ubehag ved at føle mig som en nysgerrig, kynisk snylter på andre menneskers voldsomme tragedie. Udover de telefonudstyrede masser blandt publikum har vi set billeder fra nogle betjentes såkaldte body-cams, altså kameraer der er påsat betjentenes uniformer, og som kan have til hensigt at dokumentere både heltemod og potentielt magtmisbrug. Politiet var hurtige til at frigive disse optagelser, og nyhedsmedier bragte dem prompte. Politiet kunne med optagelserne fremvise, hvordan heroiske betjente angiveligt gik i retning mod hotellet, hvorfra der blev skudt, snarere end at blive på afstand. Nyhedsmedier kunne bruge politiets optagelser, fordi de så havde noget nyt at vise. Konklusionen var, at billederne var synlig dokumentation for, at politiet handlede både heroisk og hurtigt og dermed formåede at få stoppet gerningsmanden ved at ankomme til hans hotelværelset blot ti minutter efter, at den første skudsalve føg fra hotelvinduet. Konklusionen er muligvis sand. Jeg skal ikke søge at betvivle den, men blot påpege hvor stor en magt det visuelle har fået i vort stærkt medierede samfund. Ved at producere og distribuere disse optagelser så hastigt, har politiet manifesteret en udgave af fortællingen, som de i al fald indtil videre anskues som troværdig hersker over. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
I replikantenes rekker
Få filmer har koblet retro- og fremtidsvisjoner med spørsmålet om det kunstige så elegant og visuelt fengende som Blade Runner.
Ind i mørket
Skyggenes dal er eminent filmhåndværk, men den virker overgjort i al dens sanselighed og iver efter at fremstå lyrisk.
Intethetens poetikk
Det absurde teaters frontfigur, Samuel Beckett, lagde én film. I hovedrollen har vi en av stumfilmens mest kjente fjes, Buster Keaton. To navn som får assosiasjoner og forventninger til å yngle.
Filmisk set – oktober
En af de måske mindre betydningsfulde, men dog oversete aspekter af, at mange film foregår på en virkelig location, er genkendelsens potentiale.
Filmisk set
I vores streaming-tid er der nu noget ganske dragende i at opsøge et fysisk sted for at se en film. Det fysiske filmsted per excellence er naturligvis biografen, men verden har trods digitalisering og streaming, også stadig filmarkiver og cinemateker. Selve navnet arkiv har jo iboende en gammeldags stemning over sig, og når man – som jeg gjorde for nylig – tager elevatoren ned i et filmarkiv, er nedstigningen da også nærmest en rejse tilbage i tid. For tiden bor jeg i Berkeley, hvor jeg arbejder på en afhandling. Lige ved siden af universitetets campus kan man finde Berkeley Art Museum og nede i museets kælder finder vi Pacific Film Archive. Arkivet har rødder tilbage til starten af 1960’erne og er egentlig et resultat af flere film-aficionados’ ukuelige indsats gennem årene. Tallene taler for sig selv: Arkivet rummer i dag mere end 15 000 film- og videotitler, 10 000 bøger om film, 50 000 stills fra film samt en enorm database, som giver adgang til anmeldelser, kataloger, plakater og andre materialer knyttet til de enkelte film. Langt det meste af selve filmsamlingen er kun at finde på 16mm eller 35mm film, og man kan som besøgende bestille en tid og opleve en hvilken som helst film i enten et lille visningsrum eller en biograf med 35 sæder. Dog er enkelte film også blevet digitaliseret, og flere titler vil gradvist komme til. Jeg satte mig derfor ned ved en skærm for at få nogle indtryk: Virtuose billeder af Golden Gate Bridge breder sig over skærmen. Kameraet glider langsomt hen over broens struktur. Snart hører vi en recitation af Hart Cranes digt «The Bridge». Broen ses nu i det skjulte, næsten dækket af tåge. I næste klip ser vi bilerne i deres baner. Digtet og filmen slutter. Et sammensurium af billeder toner frem. Mænd med skæg i cafeer og barer. De ryger cigaretter og drikker store fadøl. Kvinder er her også. Sammen griner de. Vi ser en mand holde en tale. Vi ser en anden performe et eller andet, måske et slagkraftigt kampskrift. Vi ser San Franciscos stejle gader i en montage, hvor hastigheden er sat op. Det er Beatnik-tiden, vi er vidne til. Næste og sidste indtryk denne eftermiddag i arkivet: En række billeder af demonstranter toner frem. De marcherer fra campus i Berkeley mod bydelen Oakland for at vise deres modstand mod Vietnamkrigen. På lydsiden hører vi amerikanske borgere give deres mening til kende. En mener, at demonstranterne ikke er egnede til at være amerikanere, når de er imod regeringen. En anden mener, at de burde finde sig noget arbejde. En tredje siger, at man bør tage et maskingevær og plaffe dem ned. Demonstrationen fader til sort. At gå ned i kælderen og besøge Pacific Film Archive er et gensyn med historien, men mest af alt er det nok endnu et vidnesbyrd om filmmediets herlighed og alsidighed. Og samtidig er arkivet en væsentlig påmindelse om, at mediet ikke bevarer sig selv, men at det kun kan ske, hvis nogle ihærdige og omhyggelige mennesker tager varer på det. Ellers vil eftertiden intet have at se. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.