Likhet eller mangfold? Går det stadig større fokuset på minoriteter i politikken og samfunnslivet på bekostning av den politiske kampen for likhet? Engasjementet for mangfold og kampen mot rasemessig og seksuell diskriminering, bidrar til å legitimere en annen og mer grunnleggende diskriminering, nemlig økonomisk diskriminering, hevder Walter Benn Michaels i dette essayet.
200 år etter at «anarkismens far» ble født, er anarkismen like aktuell som den er misforstått.
«Anarkist» og «frihetlig» var en gang i tiden tett forbundne termer. Men i dag har førstnevnte blitt diskreditert og kriminalisert, mens sistnevnte blir forsøkt gjort til et innholdsløst moteord.
Finanskrisen har gitt Marx et solid comeback. Kapitalen selger som aldri før, og navnet nevnes stadig oftere av folk som tidligere ikke ville ta det i sin munn. Men hvor aktuell er den tyske 1800-tallsfilosofen for dagens situasjon?
«Det er lettere å forestille seg verdens undergang enn kapitalismens endelikt,» sa Fredric Jameson på begynnelsen av 90-tallet. Er det fortsatt like vanskelig å se for seg et alternativ? Le Monde diplomatique har møtt årets Holbergprisvinner.
Oppsmuldringen av børsene skyldes en kjøttetende kapitalisme som av natur er irrasjonell. Krisen gjør at en tilbakevendingen til virkeligheten påtvinger seg.
1900-TALLETS humanitære hjelpearbeidere hevdet det var deres plikt å gripe inn i nødsituasjoner, og krevde derfor fri tilgang til ofrene. Dette førte til en «rett» til intervensjon som i praksis har vært en politisk torn i øyet til flere stater snarere enn en seier for bistandsarbeidet. Og dette tilbakevendende refrenget om «rett» til intervensjon kritiseres stadig kraftigere. Dette begrepet oppsto i en tid (slutten av 80-tallet) da Vestens ambisjoner kunne framstå som universelle. Det er ikke lenger tilfellet.
«Vi trenger alternativer til bare å tenke det politiske ut fra privat eller statlig,» sa Michael Hardt da han presenterte sin og Antonio Negris kommende bok, Common Wealth, under Det europeiske sosiale forum i Malmö i september. I boken videreutvikler Hardt og Negri sin politiske teori fra de mye omdiskuterte og leste Imperiet og Multitude, med særlig vekt på «det allmenne» som et utgangspunkt for å tenke alternativer til både kapitalisme og sosialisme. Le Monde diplomatique møtte Hardt i Malmö.
Den franske filosofen Jacques Derrida (1930–2004) holdt mellom 2001 og 2003 en forelesningsrekke kalt «Dyret og suverenen», som tok opp begrepet suverenitet og «politikkens dyrefigurer». Le Monde diplomatique bringer her et ikke tidligere publisert utdrag fra forelesningsrekken. Her drøfter Derrida Machiavellis Fyrsten opp mot samtidens geopolitiske situasjon, med det implisitte spørsmålet: Er Machiavellis verk laget for de mektige, eller er det en slu bruksanvisning for folkets kamp mot tyrannene?
In Defense of Lost Causes udfordrer Zizek forestillingen om at ideologierne er kommet til sin afslutning og at de store fortællinger er døde. Han nekter at akseptere forestillingen om at en global frigørelse er død, at en anden verden ikke længere er mulig. Ifølge Zizek er marxismen og psykoanalysen de to store fortællinger der kan føre os mod større universel frigørelse. Men er hans frigørelsesteori materialistisk nok for at kunne være virkelig frigørende, for at kunne bevæge masserne til opprør mod den naturaliserede kapitalisme?
Filmen Local Angel kan bedst opfattes som en intervention i den vanskelige og tilsyneladende uløselige konflikten mellem Israel og Palestina. Filmen til den israelfødte kunstner Udi Aloni er et enestående studie i hvordan man kritisere og kommentere den omsiggribende identitetsideologi.
Nylig er der kommet en række bøger om Che Guevara, Lenin og Castro. Hvad er det vi i dag søger når vi igen og igen ser forfattere, journalister og andre kaste sig over de gamle koryfæer? Jagter man den gode historie oplevet gennem et kendt menneskes liv, forsøger man at bore endnu engang i håb om at finde guldet, en ny vinkel?
– Du var en av de første i Skandinavia til å peke på nye kontinentale tendenser i emning. Den gang sto «det postmoderne oppbrudd» i sentrum, stikkord: skepsis overfor metafortellingene, hyperrealitet, blendverk eller, din egen figur: «det vesentlige overfladiske». Det kan virke som vi har å gjøre med en mer eksplisitt politisk Carsten Juhl igjen på 2000-tallet. Lever vi i en verden der politisk stillingtaken og tenkning er blitt mer presserende? – Det er snarere en modpolitisering, der er blevet presserende. For at opretholde et råderum for etisk og æstetisk modtagelighed. Siden 1977 og punken har undersøgelser inden for kunst og filosofi ikke fundet sted med henblik på nogen magterobring. Men i det øjeblik staten politiserer kunstens og filosofiens frembringelser ved f.eks. at indskrive dem i en national identitet eller endog i en skadefryd over for de svage – flygtninge, asylansøgere og indvandre – så opstår der en krise i forholdet mellem de politiske institutioner og de institutioner, der tager sig af kunstens, videnskabens og filosofiens frembringelser. Da må det anmassende ved en sådan stat angribes gennem de nævnte frembringelser. For kunstens og filosofiens frembringelser tenderer altid mod at styrke det almene ved subjektivitet. Og det er det modsatte af det etniske og det nationale. – Din nye bok heter Globalæstetik – verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv. Globalestetikk, verdensfølelse: Disse begrepene har vel å gjøre med menneskehetens stadig mer universelle vilkår, samtidig som etniske, religiøse og klassemessige barrierer hindrer videreutviklingen av det allmennmenneskelige, av «multikulturen». Og de reelle verdensproblemene utfordrer nasjonalstatenes snevre grenser. Hva kan kritisk tenkning bidra med? – Det er det antiakklamatoriske, der udgør kunstens og filosofiens styrke. De behøver ikke bifald. De trives bedst på denne måde, eftersom deres resultat altid er antinomisk, dvs. uden mulighed for entydig tilslutning. Antinomi betyder jo, at vi kan opstille to forklaringer for en sag: de er begge sande, men gensidigt udelukkende. Det er naturligvis Kant og siden Arendt, Lyotard og Agamben, vi skylder tilrettelæggelsen af de antinomiske forklaringer. Kunstteorien trives kun i kraft af den antinomiske metode. Et værk skal kunne opleves uden hensyntagen til den kunstneriske intention. Modsat skal det også altid være muligt at diskutere den kunstneriske intention i forbindelse med oplevelsen. Og man når ikke frem til antinomien uden en kritisk analyse. – Du har alltid hatt et internasjonalistisk perspektiv. 2000-tallets protester mot «turbokapitalismen» har i overveiende grad hatt et antiglobalistisk, tendensielt proteksjonistisk perspektiv, noe du tar opp i boken. Disse protestbevegelsene er også mindre teoretisk fundert enn post-68-bevegelsene, selv om Negri og Hardts Empire har hatt et visst nedslagsfelt. Hva er framtiden til denne typen protester? «I Genova begyndte noget, der har med verdensproletariatets genopstandelse at gøre.» – I Globalæstetik omtaler jeg de nævnte protester (som Attac og G…teborg) som «paspral». Og det er kun de hvide, der har et pas at prale af, fordi det yder beskyttelse over mange landegrænser. Men der er også indbyrdes forskelle: I Seattle var man midt i magtens centrum. Seattle-demonstrationerne indgik i det fænomen, jeg har kaldt vore «clintonianske illusioner». Sådanne illusioner er ikke mulige efter etableringen af den globale undtagelsestilstand, genindførelsen af tortur mod politiske fanger samt afskaffelsen af habeas corpus. – I Genova i 2001, så var konflikten der sagen vedkommende: Den italienske situation er altid meget avanceret og har vel været det siden renæssancen. Genova 2001 den
Den amerikanske forfatteren William S. Burroughs er den moderne tænker for den upersonlige magts virke. Hans kunstneriske praksis fungerede som en politisk praksis der forsøgte at nedbryde de binære modsætninger der dominerer den vesterlandske levevis og selvforståelse. Le Monde Diplomatique har besøgt den danske filminstruktør og forfatter Lars Movin for at tale om William S. Burroughs med udgangspunkt i hans og Steen Møller Rasmussens nye film Words of Advice–William S. Burroughs on the Road. Hvordan skal man forstå Burroughs kunstneriske prosjekt?
Nakenbildet av Simone de Beauvoir som ble trykket i aviser og magasiner over hele verden i forbindelse med 100-årsjubileet for hennes fødsel, har skapte debatt. Men hvis vi ser videre på hva som blir sagt om filosofen og feministen Beauvoir, virker det som om Det annet kjønn ennå ikke har blitt utgitt. I det franske ukemagasinet Le Nouvel Observateur minimaliseres filosofen og aktivisten Beauvoir til fordel for sladrete framstillinger av hennes kjærlighetsliv. Det virker som hjemlandet ennå ikke er klar for filosofen de ønsker å hylle.
Kapitalismen har fået mange navne: netværkskapitalisme, kognitiv kapitalisme, kreativ kapitalisme, katastrofekapitalisme, karaokekapitalisme og coolkapitalisme. Uanset hvad man foretrækker invaderer økonomien ikke længere kun vores arbejdsliv men hele vores eksistens. Den vareliggør sproget og intimsrelationer. Terapi og coaching tilhører nu medarbejderrollen og virksomheden ligner efterhånden en menighed. Walter Benjamin hævdet for snart 80 år siden at kapitalismen er den mest ekstreme kult verden har kendt. Og nu ser vi netop at den har overtaget religionens vigtigste opgaver om selvrealisering og frelse. Har økonomien overhovedet længere en grænse, eller skal vi få kapitalismen til at accelerere på andre måder som kræver ny opfindsomhed og varsomhed?
Vi blir støtt og stadig påminnet om at vi lever i individualismens tidsalder. Men hvor individuell er denne individualismen?
Le Monde Diplomatique har mødt den efterhånden verdenskendte engelske filosof Simon Critchley på Square Hotel i hjertet af København omgivet af Danish Design, metropolens energi og Københavns Dokumentarfilmfestival hvor Critchley vil give sit bud på politisk modstand i dag.
Den tyske kulturfilosof Walter Benjamins uafsluttede livsværk, Passageværket, er nu langt om længe netop kommet på dansk, ikke et øjeblik for sent. Trods det historiske fokus kan vi gennem dette værk skærpe vores forståelse og følsomhed for hvor dramatisk overgangen fra industrisamfund til tegn- og kommunikationssamfund er i færd med at udvikle sig. Benjamin foregriber den moderne kommunikations- og vidensarbejder. Et kontrolsamfund, hvor vi i stigende grad deltager i vores egen undertrykkelse, og et varesamfund der både tildækker verden og oplyser den på ny. Fascismens æstetik lever af en iscenesættelse hvor nivelleringen af det urene og det anderledes, glattes ud på den tomme hvide baggrund nu potenseret i moden, i livsstilens afmagt, i reklamens sprog og anden newspeak. Benjamins beskriver forførelsens spil i Paris? butiksarkader, giver elegante analyser af oplevelsesøkonomiens tidlige fødsel. Og en diagnose af det sansende, forbrugende og famlende storbymenneske.
En postmoderne nihilisme som fjerner dogmene, er den eneste mulige kristne filosofien i dag, sa den italienske filosofen Gianni Vattimo til Le Monde diplomatique da vi møtte ham i Oslo. Ifølge Vattimo har ikke postmodernisme så mye å gjøre med filosofisk forskning, som at samfunnet har forandret seg. Det finnes ikke lenger klare sannheter som kan forankre våre handlinger. I dette samfunnet kan en sekularisert kristendom være med på å overskride den såkalte «sivilisasjonskonflikten» og den politiske bruken av religion.
Nylig ble en samling av Ernesto «Che» Guevaras uutgitte skrifter utgitt på Cuba. I disse skriftene kan vi se at Che Guevaras tenkning undergikk en stor utvikling fra den kubanske revolusjonen i 1959 og fram til hans død i 1967. Latin-Amerikas frigjøring og kampen mot imperialismen over hele kloden er hele tiden de sentrale temaene i hans politiske tenkning og praksis. Men fra og med 1963 møter vi også en Che som er stadig mer kritisk til den sovjetiske blindveien. Det store problemet Che Guevara stadig støter på er hvordan man skal skape en mer demokratisk, radikal og rettferdig sosialisme. Skriftene gir nye perspektiver, men viser også begrensningene i Che Guevaras tenkning.
Religionen er et mektig redskap for all verdens maktlystne menn, skriver den franske filosofen Michel Onfray i Vi trenger ikke Gud. I denne ateistiske bestselgeren som er oversatt til 15 språk, hevder han at jødedommen, kristendommen og islam er gjennomsyret av misogyni, forakt for kroppen og hat mot alt levende. Imot religionen setter Onfray en «ateistisk ateisme», frigjort fra enhver kristen moral og metafysikk, og en sosialistisk anarkisme.
Hva er det «venstresiden» mangler for å forstå sitt historiske fall? Marx’ sentrale idé er at klassestrukturen i den moderne verden skapes i anerkjennelsen av allmenn frihet og likhet. Men i motsetning til finansmaktens klassehierarki, viser ideen om «organisering» utover dette hierarkiet. Den viser mot klassen marxismen overser: administratorene.
Dette utdraget er hentet fra en debatt mellom den franske filosofen Michel Foucault og Noam Chomsky på Eindhovens tekniske høyskole november 1971. Debatten ble sendt på nederlandsk fjernsyn.
