At NRK valgte å forvise radikaleren Petter Nome berører ikke bare det åpenbare spørsmålet om individet og borgerens ytringsfrihet og rett til engasjement, men sier også noe om hvem som har muligheter for å fungere som intellektuelle.
Daniel Libeskind er alltid på vei, fra Berlin- til London-kontoret. Fra arkitekturen til filosofien og tilbake til malerkunsten.
Daniel Libeskind om sitt utkast for Ground Zero.
For halvandet år siden vedtog det danske Folketing at nedlægge Danmarks Lærerhøjskole og et par andre pædagogiske institutioner og til gengæld oprette Danmarks Pædagogiske Universitet, der for en gangs skyld ikke blot er en provinsfilial af et af de gamle universiteter i landet. Men hvorfor var det ikke nok at have en lærerhøjskole? Hvorfor var en faglig overbygning til skolefagene ikke tilstrækkelig? Hvorfor har det nye universitet ikke blot et institut for curriculum, der analyserer uddannelsessystemets indhold og funktion, men fire andre institutter for henholdsvis pædagogisk psykologi, antropologi, psykologi og filosofi? Og hvorfor ville man have et universitet, som ikke alene henvender sig til alle fra «det pædagogiske område», men til alle professioner, der har brug for en højere uddannelse med fokus på pædagogik, dvs. på kunsten at lære nogen noget? Det må være fordi verden har ændret sig. Viden og indsigt kan ikke mere opfattes som noget stabilt, der blot forøges og forbedres, og som derfor blot skal udbredes ved oplysning. Det vi ved om os selv, om samfundet og om naturen er under konstant forandring, og vi bidrager selv til denne forandring gennem vores praksis og fortolkninger. Derfor kan pædagogik ikke mere blot være et redskab for formidling af en etableret viden. Gennem læring og kompetenceudvikling udvikler vi selv viden og skaber de forståelsesrammer, hvori vi kan bruge vores viden. Det betyder, at vi ikke kan nøjes med uddannelse i viden og indsigt, men vi må også forstå hvordan vi selv medvirker til at fremme denne viden og indsigt. I denne sammenhæng har pædagogisk filosofi fået en særlig rolle at spille, og det er kommet til udtryk i oprettelsen af Institut for pædagogisk filosofi ved det nye universitet. Der er to grunde til denne nydannelse i nordisk sammenhæng. Dels er den resultatet af en stadig mere intens debat om pædagogikkens betydning for menneskets liv i en ustabil verden. I Danmark har oplysning, opdragelse og «indirekte meddelelse» siden Grundtvig, Kold og Kierkegaard været genstand for en voldsom mængde litteratur og debat. Tænk blot på kritikken af elitedannelse, kravet om samfundskritisk «erfaringspædagogik», og som modvægt hertil ønsket om «værdiafklaring» i skolerne. Noget tilsvarende er foregået i Norge. Dels er den et modtræk til pædagogikkens fortrængning fra visse nyere former for fagfilosofi, f.eks. på Københavns Universitet. Denne fortrængning er besynderlig, eftersom læring har spillet en central rolle i filosofien siden Sokrates og Platon. Hovedspørgsmålet for Sokrates var: Hvordan lærer man at tænke? Og Platons dialoger har ned gennem hele vores historie stået som modellen for en filosofi, der læres ved samtale mellem lærer og elev. I oplysningstiden (1700-tallet) nåede pædagogisk filosofi et klimaks med Rousseau og Kant, der begge betragtede disciplineringen som sekundær i forhold til lærerens omsorg for eleven. Senere kom Nietzsches kritik af dannelsesanstalternes moralisme – alt sammen centralt for en frigørende pædagogik i det 20. århundrede. Pædagogikkens fortrængning fra fagfilosofien skete ved en indsnævring af filosofien til metodelære, logisk hjernegymnastik og gold argumentationsteori med den dertil knyttede foragt for «de store filosoffer» og «livsfilosofferne». Det kom allerede til udtryk, da Knud Grue Sørensen, der havde skrevet disputats om pædagogisk filosofi i 1950, blev forbigået til et professorat i filosofi ved Københavns Universitet og i stedet måtte tage imod et særligt oprettet professorat i pædagogik. Fagfilosofferne ønskede ham ikke ind i varmen. I det hele taget opfattede fagfilosofferne pædagogisk
Ønsker hun seg et annet liv? Maria Sanchez forstår ikke spørsmålet. På en søppelhaug som strekker seg så langt øyet kan se, går hun omgitt av sine barn og samler opp klær, pappkartonger, plastikk og tøystoffer som hun kan selge for noen pesos for å fø sin familie. Hennes verden er avfallsplassen Neza, en av de største i verden. Den ligger sør for Mexico City – på samme sted som aztekernes gamle hovedsete! «Gud vil det slik,» sier hun bare. Sammen med henne figurerer også tretten andre mennesker i en serie av miniportretter (2 minutter og 30 sekunder) som har tittelen «Jordens skyggeside». Inspirert av en rapport fra Verdensbanken, besluttet noen filmregissører som har samlet seg i en gruppe under navnet Alterdoc, for to år siden at de ville reise rundt hele kloden og oppsøke den halvdelen av menneskeheten som har mindre enn to dollar per dag å leve av. Bakenfor statistikkene dreier dette seg om mennesker. Men er det nok å beskrive fattigdommen? «Vi er ikke her for å bringe ferdige løsninger eller få folk til å betale 10 euro til en eller annen organisasjon,» svarer Gonzalo Arijon kjapt. Alterdocs hovedmotto er at (TV-) seerne er selvstendige: «Hvis filmene våre gir en god fremstilling av virkeligheten, vil de få seerne til å tenke og ta ansvar. Det er bedre å se det enn å få det forklart…og gi almisser. Både her og andre steder.» Det originale i dette prosjektet ligger ikke bare i temaet – ganske uvanlig på fjernsynsskjermen – og heller ikke i den like sjeldne tilliten til at seerne er i stand til å analysere det de ser. Det ligger også i den ganske spesielle formen for finansiering. «I begynnelsen laget vi disse små filmene som sideprosjekter mens vi holdt på med andre filmoppdrag,» innrømmer José Maldavsky. «Ganske raskt bestemte vi oss for å legalisere denne smugfilmingen ved å informere våre produsenter om den, og de gikk med på å støtte oss.» Dette gjør det mulig for oss å spare store utgifter til reiser og opphold. De som lager filmen, arbeider gratis. Det eneste vi betaler for, er koordineringen.» Hvis det blir noen penger igjen, investerer vi dem i serien og i andre prosjekter av samme type, som for eksempel organisering av kursvirksomhet i Sør.» En rekke audiovisuelle arrangementer har vist «Jordens skyggeside», og flere TV-kanaler har allerede sagt seg interessert. Alterdoc legger imidlertid listen temmelig høyt. «Vi ønsker selvfølgelig å selge serien, men vi vil ikke gi noen enerett,» sier José Maldavsky. «Vi vil at flest mulig kanaler skal vise den – først og fremst de statlige kanalene. Men også skoler og foreninger.» Og i Sør? «Hvem som helst som produserer ett slikt miniportrett, får rett til å kringkaste alle gratis», svarer Gonzalo Arijon. Disse filmmakerne betrakter seg ikke som noe produksjonsselskap, og de har heller ikke til hensikt å bli enerådende i dette prosjektet. De håper tvert imot at andre – i Nord som i Sør – tar opp tråden og presenterer sine minifilmer. Alterdoc ønsker å være en audiovisuell idealistisk hjelpeorganisasjon. Den avslår alle typer sponsorer, og ønsker ingen støtte fra Verdensbanken – «Men et samarbeid med FNs program for utviklingshjelp ville være mulig,» sier Gonzalo Arijon. Til gjengjeld er Alterdoc mottagelig for alle engasjerte og frivillige bidrag. Alterdoc mangler nemlig ikke prosjekter. Først
I det øyeblikk suverenitet finnes, finnes det også maktmisbruk og rogue states, skriver den franske filosofen Jacques Derrida i dette utdraget fra Derridas nyeste bok Voyous.
