Latin-Amerika – Side 14

1970 4. september: Salvador Allende, grunnlegger av det chilenske Sosialistpartiet og presidentkandidat for koalisjonen Unidad Popular blir valgt til president i Chile med 36,3 prosent av stemmene. 22. oktober: René Schneider, øverstkommanderende for hæren, blir drept. Allende utnevner Carlos Prats som hans etterfølger. 1971 Den amerikanske presidenten Richard Nixon iverksetter økonomisk boikott av Chile. 11. juli: Nasjonalisering (statsovertakelse) av kobberindustrien og store gruveforekomster. 2. september: Det erklæres unntakstilstand i landet. 1972 Oktober: Streik organisert av Transportarbeiderkonføderasjonen, i stor grad finansiert av CIA. Landet lammes av streiken. 1973 4. mars: med støtte fra kristelig-demokratene vinner Unidad Popular parlamentsvalget med 43,4 prosent av stemmene. 28. juni: Presidentpalasset utsettes for et militært angrep. Kuppforsøket mislykkes takket være general Prats, som støtter presidenten. 23. august: Prats går av, etter press fra offiserskorpset som ikke deler hans lojalitet overfor regjeringen. Allende utnevner general Augusto Pinochet til øverstkommanderende for hæren. 11. september: Militærkupp. Salvador Allende tar sitt eget liv i stedet for å overgi seg. Begynnelsen på et blodig slag som «offisielt» fører til 3000 drepte og forsvunne. 1974 26. juni: General Augusto Pinochet blir «nasjonens øverste leder» i følge et «dekret» fra militærjuntaen. 1980 11. september: Pinochet innfører en ny Grunnlov som sikrer at han kan holde på makten, og annonserer at det skal avholdes en folkeavstemming i 1988. 1988 5. oktober: Regimet forkastes av folkeavstemmingen. Pinochet erklærer at han blir sittende ved makten til hans mandat går ut i 1990. 1989 14. desember: Valgseier for koalisjonen Concertación Democrática, som samler 17 partier. Kristelig-demokraten Patricio Alwyn blir valgt til president med 55,2 prosent av stemmene.

Hvad vil «dansk filosofi» egentlig sige? Vi er vel blevet vant til – fra paralleller som «dansk litteratur» eller «dansk kunst» – at se for os disciplinens danske udvikling, hvor elev følger lærer (med passende generationsopgør) – hvor det altså samler sig i en særlig dansk kulturel historie, og hvor udenlandsk påvirkning eller påvirkning fra andre områder mere er et krydderi end et existensvilkår. Dansk filosofis historie kan imidlertid slet ikke beskrives på denne måde (og det rejser naturligvis spørgsmålet om hvorvidt dansk litteratur og kunst egentlig kan det!) – der er simpelt hen ikke nogen organisk, sammenhængende, endsige dansksproget tradition. Tværtimod foregår det hele på latin til langt op i 1600-tallet, og den typiske danske filosof er berejst og internationalt forbundet i det europæiske kulturfællesskab. Snarere end historien om udviklingen af noget særligt dansk er det derfor historien om et hjørne af europæisk kultur, set gennem en geografi. Kortlægningen af dansk filosofis historie kræver således i emninent grad europæisk udblik, og det har de to forfattere til det imponerende fembindsværk i støbeskeen da også. De hører til Københavns Universitets førende forskere – den klassiske filolog Sten Ebbesen, førende international kender af skolastisk tænkning, og filosofihistorikeren C. H. Koch, expert i renaissancens og oplysningstidens åndshistorie. Som antydet ligger det på flere måder ikke særlig lige for at kortlægge dansk filosofis historie, og de to første bind af værket bryder på flere måder helt ny grund. Det første bind er Ebbesens, der har stået centralt i arbejdet med etableringen af kritiske udgaver af dansk skolastik siden banebryderen Jan Pinborgs tidlige død – dvs. af filosoffer som Martinus de Dacia, Johannes de Dacia, Boethius de Dacia – eller Martin, Johannes og Bo fra Danmark, som de ville hedde på dansk. Disse filosoffer tilhører en tidlig tinde i dansk filosofi omkring «modismen» i 2. halvdel af 1200-tallet – dvs. den gren af den skolastiske filosofi, der udvider den netop genopdagede Aristoteles på logikkens og sprogteoriens område ved at interessere sig for «modi significandi», betydningsformer. Boethius vandt sig en tidlig hæder ved at stå centralt i den berømte liste på 219 antagelser, som biskoppen af Paris fordømte i 1277 i et forsøg på at dæmme op for aristotelismen og i bredere forstand for at inddæmme den skolastiske filosofis stadig større selvstændighed i forhold til kirken. Boethius’ ry varede imidlertid ikke længe og med den store nedgang i filosofien, der fulgte med renaissancehumanisternes vending mod det praktiske liv og hårdhændede opgivelse af skolastikkens indsigter, blev hans kiste for alvor forseglet. Ebbesen er imidlertid blandt de forskere, der ser Boethius som en af de største og mest orginale filosoffer i skolastikken – på linje med Abélard, Aquinas, Duns Scotus, William af Ockham osv. – og Boethius får da også en absolut hovedrolle i bind 1. Hele hans aktive virke udspiller sig – ligesom sine skolastiske landsmænd – i det internationale filosofiske kredsløb med center i Paris; først med Københavns Universitets grundlæggelse i 1479 får Danmark en egen basis for filosofisk udvikling. Boethius hævder, at «Alt der er til er enten en ting eller en måde ved en ting» – han arver fra den persiske aristoteliker Avicenna den ide, at ting generelt er «fællesnaturer», der hverken er almene eller singulære (og derved undslipper universaliestriden, i det mindste i dens mere primitive form) – de kan så i

Tidenes oppløp mot nyliberalisme skjer i Latin-Amerika. Klassekamp og radikale nye sosiale bevegelser inspirerer hverandre på tvers av landegrensene. Ikke før har den ene protesten avtatt og elitene har trukket et lettelsens sukk, før den neste starter.